Permanente tiltag skal reducere fremtidig smitterisiko hos Matas

Som en af de første store detailkæder gør Matas indsatsen mod smittespredning permanent. Certificering af medarbejdere, nye procedurer og nyt inventar skal sikre koncernens kunder og medarbejdere.

Ekspedienter med visirer, afspritning af testere, ny skiltning og nye håndspritstandere er en del af den nye virkelighed, som Matas’ kunder og medarbejdere fra denne uge møder i landets 270 butikker. SelvomMatas allerede følger myndighedernes anbefalinger, indfører kæden nu en række nye, permanente tiltag, der skal reducere smitterisikoen i butikkerne både nu og i fremtiden.

– Coronavirussen har gjort os alle meget opmærksomme på, hvor stor indflydelse vores adfærd har på risikoen for, at vi smitter hinanden. Med en certificering af vores medarbejdere og de nye tiltag i butikkerne er vores medarbejdere nu klædt endnu bedre på til at sikre en tryg butik, hvor kunder og medarbejdere har de bedste forudsætninger for at undgå at smitte hinanden med corona eller fremtidige smitsomme sygdomme, siger retaildirektør Allan Kristoffersen.

Kunderne vil blandt andet opleve, at medarbejderne bærer visirer eller masker, når de får lagt makeup i butikken. Desuden vil der være skilte, der opfordrer til at få ekspedienterne til at spritte testere af før og efter brug, når en kunde for eksempel skal prøve en creme. De 2.500 butiksmedarbejdere har også været en tur på skolebænken, hvor de er blevet certificeret i ”Tryg og sikker butik”. Læge Søs Wollesen har hjulpet med at udarbejde certificeringen, der indebærer teori om hygiejne og rengøring, en afstand- og smittevejstest og en introduktion til de nye procedurer.

LÆS OGSÅ:  131 afvist ved grænsen

Roser Matas for hurtig handling

Hos erhvervsorganisationen Dansk Erhverv forventer markedsdirektør Henrik Hyltoft, at flere virksomheder vil følge Matas’ eksempel.

 Mange virksomheder er ved at finde ud af, hvilke af de seneste måneders tiltag der skal gøres permanente. Jeg ved, at mange for eksempel overvejer at beholde afstandsmarkeringerne i et vist omfang, mens plexiglas mellem kunder og ekspedienter flere steder vil være fortid, siger Henrik Hyltoft, der roser Matas for deres handlekraft.

 Jeg har ikke kendskab til andre virksomheder, der har været så hurtige til at lave en så massiv indsats, som vi ser med Matas’ certificering og nye procedurer. Det er rigtig godt, at de har gjort det, og vil sikkert også være et konkurrenceparameter mellem kæderne, hvor Matas står godt nu, siger Henrik Hyltoft.

Både kunder og medarbejdere er klar

Selvom samfundet er i fuld gang med genåbningen, håber Matas’ retaildirektør, Allan Kristoffersen, at både medarbejdere og kunder tager godt imod de tiltag, der er et af de spor, som coronavirussen har efterladt.

– Både kunder og medarbejdere har taget godt imod de tiltag, vi har lavet i forbindelse med genåbningen af vores butikker. Derfor forventer jeg ikke, at de nye tiltag bliver en stor omvæltning for dem. Samtidig vil de nye tiltag forhåbentligt betyde, at vores kunder og medarbejdere både nu og i fremtiden ved, at de kan føle sig trygge og sikre, når de besøger vores butikker, siger Allan Kristoffersen.

LÆS OGSÅ:  VIDEO: "Corona er Allahs straf mod kineserne." Nu er imamen selv smittet

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)