Pia K og tonen i debatten

”Må jeg minde Hr. Pelle Dragsted om, at muslimer ikke er en race” havde i mine øjne været en mere oplagt irettesættelse af politikeren og samtidig et svirp til paragraf 266b.

Forrige uges lille optrin i Folketingssalen mellem Kenneth Kristensen Berth (DF), Pelle Dragsted (EL) og Folketingets formand, Pia Kjærsgaard (DF) er ikke gået ubemærket hen. Det ville undre andet.

Pelle Dragsted fik som bekendt en reprimande af formanden efter, at han på talerstolen havde kaldt Kenneth Kristensen Berths påstand om, at ”Er erkendelsen ikke bare den, at integrationen af folk fra overvejende muslimske lande, den kan ikke lade sig gøre? Kan hr. Pelle Dragsted pege på et eneste vesteuropæisk land, der har formået at integrere de muslimer, der er kommet til deres lande? Bare et?” for racistisk.

Udsagnet fra Berth var stærkt generaliserende:  enhver ved – også Berth selv – at der heldigvis er velfungerende muslimer, der klarer sig glimrende både i Danmark og det øvrige Europa.

Den radikale politiker, Zenia Stampe, der har lanceret sig selv som en rapkæftet humanist var ikke sen til at skrive et opslag på Facebook, hvor hun anbefalede folk at bakke op om, at Pia Kjærsgaard blev sat fra bestillingen: Helt som forventet øjnede de sædvanlige farisæere blandt danske politikere en chance for at skabe lidt hype om deres eget brand og parti – især tæt på et valg – og lidt DF-bashing gør altid godt.  Men selv om det forekommer langt ude på overdrevet at kræve Pia Kjærsgaards afgang, må jeg medgive, at Zenia Stampe til dels havde en pointe i sin kritik af FT-formandens irettesættelse af Pelle Dragsted og censurering af ordet racistisk.

Det lignede umiddelbart et enkeltstående faux pas: at formanden var i sine følelsers vold og fra formandsstolen kom en partifælle til undsætning, men det blev siden afkræftet i et interview med Ritzau (Børsen, d. 22. feb.), idet Pia Kjærsgaard der slog fast, at hun ikke vil tøve en anden gang med at gribe ind, hvis en folketingspolitiker kalder en kollegas udtalelser for racistiske. Men hvorfor nu det? Hvad nu hvis der i fremtiden blev sagt noget, der med rette kunne kategoriseres som racistisk og som derfor skulle imødegås med relevant kritik? Er der ord, som folketingspolitikere skal til at undgå, og er racist, racistisk osv. blot begyndelsen?

I Talkshowet, Lippert på TV2 News (d. 27. februar) udtalte Pia Kjærsgaard, at ”Jeg synes, vi skal passe på, at det ikke bare bliver et almindeligt ord [racist], man slynger ud hvor som helst og når som helst. Det er et grimt ord”.

Personligt er jeg enig i, at betegnelsen racist er blevet skamredet – og dermed udvandet – de sidste knap 40 år. Utallige gange har det kortsluttet en vigtig debat, at racismekortet blev trukket over for danskere, der forholdt sig til virkeligheden, og effektivt lukket munden på dem.

Det er også hovedargumentet hos dem, der mener, at Pia Kjærsgaard gjorde ret i at blande sig i Pelle Dragsteds sprogbrug, idet de hævder, at prædikatet racist osv. alene tjener en bevidst defamering af sin politiske modstander. Det gør det i værste fald. I bedste fald er der tale om at lægge et røgslør ud for sin manglende evne til at fatte omfanget af problemet, argumentere sagligt og/eller en ditto evne til at nuancere det danske sprog og begreber.

Pia Kjærsgaard kender om nogen til denne defamering. I spidsen for en mindre skare af uforfærdede personligheder, der tilsidesatte alle forfængelige hensyn om at blive elsket af offentligheden, og i stedet forholdt sig ærligt og nøgternt til den katastrofe, der – med især Udlændingeloven af 1983 – ramte Danmark, har hun stået fast, mens der er blevet tampet løs på hende fra alle sider. At Ondskabens Ikon, som netop afdøde Geoffrey Cain så rammende beskrev venstrefløjen og Politiken-segmentets opfattelse af hende, stadig står på benene er nærmest naturstridigt.

I sin rolle som Folketingets formand har hun siden 2015 skullet sikre en hensigtsmæssig debat i Folketingssalen. I mine øjne bør den især med hende i formandsstolen have særdeles vidde rammer, så hun ikke kan skydes i skoene, at hun er blevet for stueren eller gør den som smagsdommer.

Det var naturligt at reagere på Dragsteds omtale af Berths påstand som racistisk, men et svar a la dette: ”Må jeg minde Hr. Pelle Dragsted om, at muslimer ikke er en race” havde i mine øjne været en mere oplagt irettesættelse af politikeren og samtidig et svirp til straffelovens paragraf 266b.

Og hvordan i øvrigt med Berths påstand, der var anledning til al balladen? Jo, den blev meget aktuelt bakket op af den hollandske forsker, Ruud Koopmans, der i de sidste 20 år har forsket i integration og assimilation blandt europæiske muslimer. På et spørgsmål fra Troels Heeger fra Berlingske (2. marts 2019), om der dog slet ikke var nogen lande i Vesteuropa, der havde fundet formlen til en succesfuld integration af muslimske indvandrere – om der mon ikke fandtes begavede eksempler til efterfølgelse og solstrålehistorier, der gav håb om en uproblematisk integration af store muslimske grupper, var svaret fra den hollandske forsker: ”Nej”.

Nu kunne man så passende foreholde Pelle Dragsted spørgsmålet, om Ruud Koopmans påstand også er racistisk?