Pizzaria sprunget i luften – fem bandefolk anholdt

Flere anholdt i forbindelse med eksplosion på pizzeria

Fem personer i alderen 19 til 22 år blev mandag anholdt på forskellige adresser i København som led i en aktion mod bandemiljøet.

De fire sigtes for bombesprængningen i et pizzeria på Jyllingevej 73, den 18. september i år. Den femte person sigtes for flere forhold vedrørende grov vold, vold, ulovlig tvang og frihedsberøvelse. De fem personer har alle forbindelse til bandemiljøet i København.

Der er foretaget ransagninger flere steder i forbindelse med aktionen, hvor der bl.a. blev fundet narkotika, knive og andre effekter, som skal undersøges nærmere i forhold til den videre efterforskning.

”Bekæmpelse af bandekriminalitet har rigtig høj prioritet hos Københavns Politi. Dagens aktion er sket på baggrund af en længere tids efterforskning, som nu fortsætter på baggrund af de ransagninger og beslaglæggelser, vi har foretaget i dag,” siger leder afdelingen for organiseret kriminalitet, vicepolitiinspektør Knud Hvass.

Alle fem bliver fremstillet i grundlovsforhør tirsdag med krav om varetægtsfængsling. Her vil Københavns Politi begære om lukkede døre.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)