Polen: Godt nyt for EU-modstanderne

For modstanderne af EU som en politisk union med yderligere føderalisme, politisk integration og suverænitetsafgivelse er det en glædelig dag med valget af Andrzej Duda som Polens præsident. Han blev valgt, fordi erfaringerne med overnationale unioner og frygten for den identitetspolitiske venstrefløjsekstremisme, der æder sig langsomt ind i de vestlige EU-lande, samt den massive muslimske indvandring, skræmmer i Polen.

Angst i forbindelse med den nationale identitet er særlig stærk i det Polen, som har levet under sovjetisk overherredømme. Polakkerne er stolte af deres land og glade for medlemskabet i EU. Men de har dårlige erfaringer med overnationale unioner, der dikterer, hvordan de skal indrette deres samfund. Polakkerne ønsker at være med i EU som et værn mod det aggressive Rusland, men de er samtidig skeptiske over for EU’s princip om fælles forvaltning og bryder sig ikke om at modtage ordrer fra Bruxelles.

Polakkerne har en dyb mistro til alt kosmopolitisk og internationalistisk, og hæger om deres frihed, selvstændighed og suverænitet. Og selv om der er forskel på kommunisme og EU’s liberalisme, taler begge ideologier om en universel orden uden respekt for nationalitet og folkelighed. EU optræder med en uhørt arrogance over for Polen. Uden nogen form for hensyntagen til Polens historie forsøger Bruxelles at true landet til at mene det ”rigtige”. Polakkerne er imidlertid et modigt og stolt folkeslag, der ikke finder sig i noget. De fortjener respekt, ligesom alle andre folkeslag, der kæmper for deres selvstændighed og frihed.

Danskerne beskylder den polske regering for at ”tvinge uafhængige dommere på pension og indsætte nye dommere, som er i tråd med regeringens politiske linje”. Man skøjter let og elegant hen over, at de juridiske reformer i Polen er et led i et længe tiltrængt retsopgør med en korrupt og indspist dommerstand, der blev udnævnt i den kommunistiske æra. Når man i Danmark kritiserer det polske retsopgør, glemmer man, at Danmark har gennemført et lignende retsopgør med de danskere, der havde støttet den tyske besættelsesmagt.

Beskyldningen om politiske udnævnelser er i øvrigt hyklerisk i betragtning af, af Socialdemokratiet herhjemme har indsat en lang række ”professionelle socialdemokrater” i både regeringen og statsadministrationen. De fleste pressechefer i ministerierne har som bekendt tætte bånd til Socialdemokratiet.

Danskerne beskylder Polen for kun at ville have pengene fra EU, men nægte at indordne sig under det politiske projekt, og opfordrer Polen til at overveje, om landet er medlem af den rigtige klub. Men Danmark tjener også mere på EU, end vi indbetaler til Bruxelles, så vi næppe kan tillade os at prædike over for polakkerne og beskylde dem for, at de kun bliver i EU på grund af pengene.

Det er Danmark og danskerne, der bør stille sig selv spørgsmålet om, hvad de egentlig vil med EU, for med briterne på vej ud af EU står Danmark tilbage som det mest fodslæbende medlemsland med forbehold på områder som retspolitik, forsvarspolitik og eurosamarbejdet.

Danskernes holdning til EU er, at de gerne vil have EU, men ikke mere EU. Lige siden 1970 har den danske EU-skepsis været orienteret mod afgivelse af suverænitet til unionen, og der har ikke været de helt store udsving. Undersøgelser viser, at Danmark er det land i hele Europa, der er mest bekymret for at afgive suverænitet på grund af EU-samarbejdet. Selv sammenlignet med Sverige og Storbritannien.

Det kan derfor ikke undre, at det lunkne, EU-skeptiske Danmark allokerer meget begrænsede ressourcer til at varetage sine diplomatiske relationer i EU. Målt på antallet af udsendte diplomater til Bruxelles, er det kun Luxembourg og Malta, der er mindre repræsenteret end Danmark.

Hvorom alting er: De næste fire år vil vi se et Polen, der driver mere og mere væk fra EU med øget turbulens og mindre sammenhængskraft i unionen til følge. Det er godt nyt for EU-modstanderne.

André Rossmann