EU’s såkaldte retsstatsmekanisme, som blev vedtaget i november 2020, og som primært er rettet mod Polen og Ungarn, binder udbetalingen af EU-midler til efterlevelse af retsstatsprincipper. ”Forenet i mangfoldighed” lyder det europæiske motto, men med mangfoldighed tænker man centralt i EU netop ikke på at skabe plads til traditionelle nationale og kristne værdier, man tænker mere på multikulturelle woke-værdier, som florerer i de vesteuropæiske EU-lande.
Det kan derfor ikke undre, at Polen og Ungarn har taget afstand fra retsstatsmekanismen og kæmpet en brav kamp for at udvande den, da de ser mekanismen som udtryk for EU’s værdimæssige imperialisme. De to lande har formået at udvande retsstatsmekanismen, så den har et begrænset fokus på at undgå svindel med EU-midler i de enkelte medlemslande. Som sådan vil den ikke komme til at gøre nævneværdig forskel i forhold til mange af de love og reformer, Polen og Ungarn har gennemført de senere år, og som i EU’s optik er illiberale. Den EU-begejstrede juraprofessor, Marlene Wind, kalder den udvandede retsstatsmekanisme en ”tynd kop te”.
Polen og Ungarn har fået udsat retsstatsmekanismens ikrafttræden ved at kræve, at den bliver efterprøvet ved EU-Domstolen. De to lande har anført, at mekanismen er uklar, at den overskrider EU’s beføjelser, at der i EU-lov ikke er hjemmel til den, og at den er et politisk redskab, der har til formål at bringe Polen og Ungarn i knæ og således skabe en præcedens, der skal vise, at EU har kompetence på det juridiske felt, hvilket er i modstrid med traktaterne.
Men det har EU-Domstolens generaladvokat, Campos Sánchez-Bordona, netop afvist. Det er lovligt at bruge retsstatsmekanismen til at lukke for milliardstøtte til Polen og Ungarn, hvis de ikke står vagt om retsstaten, lyder det i hans vejledende vurdering. Den er ganske vist ikke bindende for EU-Domstolen, men domstolen følger som regel generaladvokatens linje i sine afgørelser.
EU-Domstolens endelige afgørelse falder efter nytår. Såfremt den når frem til, at retsstatsmekanismen er i overensstemmelse med EU-traktaterne, vil EU-Kommissionen gå i gang med at udarbejde præcise procedurer for retsstatsmekanismen. Da det forventes at tage flere år, er det p.t. uvist, hvordan den endelige retsstatsmekanisme kommer til at tage sig ud.
Den dominerende fortælling, som det politiske system og medierne i Danmark i øjeblikket turnerer med, er, at ”presset er vokset gevaldigt på Polen for at rette ind”, og at Polen ”frygter, at EU med afsæt i retsstatsmekanismen kan tilbageholde udbetaling af EU-midler fra EU’s genopretningsfond, som Polen har krav på”.
I oktober 2021 eskalerede EU’s strid med Polen om fortolkning af unionens retsprincipper da EU-Domstolen pålagde landet bøder på 1 mio. euro om dagen. Bøderne skal betales, indtil den polske regering beslutter at efterleve domstolens påbud og justere på sine retsreformer, bl.a. et nyt disciplinærkammer for dommere.
Den polske premierminister Morawiecki har imidlertid sagt, at Polen ikke vil lade sig ”afpresse”. Polen har tidligere fået dagbøder, fordi landet ikke har fulgt et påbud om at stoppe aktiviteterne i en kulmine i den sydlige del af landet tæt på grænsen til Tjekkiet. Disse bøder på 500.000 euro om dagen har Morawieckis regering dog nægtet at betale.
I et interview med mediet visegradpost.com har den polske EU-parlamentariker og økonom, Jacek Saryusz-Wolski, sagt, at ”1 mio. euro på nationalt plan ikke er et særligt stort beløb – Polen bruger f.eks. lige så meget om dagen på lejrene for de illegale migranter, der kommer fra Hviderusland. Hvis EU-Kommissionen sender en regning, vil Polen nægte at betale den. Hvis EU-Kommissionen tilbageholder de EU-midler, som er øremærket til Polen, vil den polske regering fratrække beløbet fra Polens bidrag til EU’s budget. Det bliver så en ond cirkel”.
Hvis EU-Kommissionen tilbageholder EU-midlerne, har Polen imidlertid langt flere muligheder for at svare igen.
For det første kan Polen låne det tilbageholdte beløb på de finansielle markeder på bedre finansielle vilkår og uden politiske betingelser, fordi Polen har en højere finansiel rating end EU i gennemsnit.
For det andet kan Polen indklage EU-Kommissionen for EU-Domstolen for at blokere for EU-midler og dermed bryde EU’s egne love.
For det tredje kan Polen indklage EU-Kommissionen for EU-Domstolen for at bryde princippet om ens behandling af stater og selskaber inden for Det Indre Marked.
For det fjerde kan Polen trække sine lånegarantier til EU’s genopretningspakke tilbage med henvisning til paragraf 60 i Wiener Konventionen, som siger, at en part kan trække sig fra en aftale, såfremt den anden part ikke lever op til sine forpligtelser.
For det femte kan Polen nedlægge veto mod EU’s klimapakke ”Fit for 55”, idet landet ikke har modtaget de lovede EU-midler til den grønne omstilling.
For det sjette kan Polen blokere alle de beslutninger i EU, som kræver enstemmighed såsom beskatning, budget og især klima, som vil være det første på programmet.
EU’s opgør med Polen eksemplificerer den værdipolitiske kløft, der findes mellem de øst- og vesteuropæiske EU-lande. EU optræder med en uhørt arrogance over for Polen og Ungarn. Uden nogen form for hensyntagen til Polens og Ungarns historie forsøger Bruxelles at true de to lande til at mene det ”rigtige” og “rette ind”.
Angst i forbindelse med den nationale identitet er særlig stærk både i Polen og Ungarn, som har levet under sovjetisk overherredømme. Både ungarerne og polakkerne er glade for medlemskabet i EU, men har dårlige erfaringer med overnationale, totalitære unioner, der dikterer, hvordan de skal indrette deres samfund. Begge lande er derfor ekstrem skeptiske over for EU’s gradvise forvandling til en politisk union og bryder sig ikke om at modtage ordrer fra Bruxelles.
I Danmark optræder politikere, medier og EU-eksperter med lige så stor arrogance, når kræver, at Polen og Ungarn “retter ind”. Mens hverken Polen eller Ungarn frygter småstaten Danmark, kan de danske EU-modstandere glæde sig over, at ethvert dansk udfald mod Polen og Ungarn er med til at drive en kile mellem de øst- og vesteuropæiske EU-lande og dermed forstærke opløsningstendenserne i unionen.
André Rossmann