Politi advarer forældre mod dette køb

Politi advarer forældre mod børns knivkøb. Nordjyllands Politi har jævnligt sager, hvor børn har købt ulovlige knive på nettet, fx via online spil. Politiet opfordrer til dialog mellem forældre og børn om emnet.

”Vi får hver uge sager ind af døren, hvor ulovlige knive er købt af børn og blevet beslaglagt i tolden i Københavns lufthavn. Børnene har typisk købt knivene for små penge på udenlandske hjemmesider via links i online spil,” forklarer politikommissær René Kortegaard-Jensen, der er leder af Forebyggelse Aalborg, som varetager politiets SSP-arbejde i Aalborg Kommune.

Hans vurdering er, at børnene ikke altid ved, at de gør noget ulovligt, når de køber knivene.

”De vil måske gerne bare imponere vennerne, fordi de har købt en kniv, der er populær i fx Counterstrike. Men sådan en kniv er ofte udformet på en måde, der gør, at den er uden anerkendelsesværdigt formål og derfor ulovlig at være i besiddelse af i Danmark,” siger politikommissæren og uddyber: ”– kniven er ikke nødvendigvis lovlig, selv om den popper op i et lovligt spil eller på en lovlig hjemmeside.”

Politiets opfordring: Tal om det

Nordjyllands Politi opfordrer forældre til at være opmærksomme på, hvad deres børn oplever på nettet, og hvad de køber. Det kan nemlig have mærkbare konsekvenser for børnenes fremtid, hvis de får rodet sig ud i en knivsag.

LÆS OGSÅ:  Politiet efterlyser udlændinge efter trusler mod 36-årig kvinde i Holbæk

”Vi bliver involveret i de sager, hvor lufthavnen beslaglægger knive, som er købt af personer i vores politikreds. Men uanset om en ulovlig kniv når frem til køberen eller ej, så kan det være en overtrædelse af våbenlovgivningen. Det kan føre til sigtelse, bøde, fængselsstraf eller som minimum, at de sociale myndigheder bliver inddraget,” advarer René Kortegaard-Jensen. ” – så vi opfordrer forældre til at sætte sig ind i lovgivningen og tale med deres børn om de her ting, så børnene ikke i uvidenhed får bragt sig selv i en meget træls situation.”

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)