Politi: Dødsfald vækker bekymring

Nordsjællands Politi er bekymret over, at der i løbet af en uge er sket tre dødsfald i misbrugsmiljøet i Lyngby

I løbet af den seneste uge er tre personer, som er kendt i misbrugsmiljøet i Lyngby, døde, og det vækker bekymring hos Nordsjællands Politi.

– Der har i alle tre tilfælde været tale om uventede dødsfald. Derfor har vi en bekymring om, at der kan være noget enten dårligt stof eller noget særligt stærkt stof i omløb, siger politikommissær Henrik Sejer fra Nordsjællands Politi.

Nordsjællands Politi arbejder i øjeblikket på at finde ud af, hvilket stof der er tale om og opfordrer særligt folk i misbrugsmiljøet til at være opmærksomme i den kommende tid. Desuden vil Nordsjællands Politi gerne høre fra borgere, som har oplysninger om, hvilket stof der er tale om og, hvor det kan stamme fra.

Nordsjællands Politi kan kontaktes på telefon 114.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)