Politi med nyt om ligfund

Nordjyllands Politi er i gang med et større efterforsknings-arbejde for at klarlægge omstændighederne omkring formiddagens fund af et lig på en affaldssorterings-plads i Nørresundby.

Politiet har, for at kunne arbejde, afspærret et større område ude på affaldssorteringen på adressen Engholmen i Nørresundby.

”Vores opgave lige nu er at afhøre anmelder, ansatte, eventuelle vidner, ligesom liget skal undersøges af tilkaldt læge. Desuden skal der foretages tekniske undersøgelser af findestedet,” forklarer efterforskningslederen, vicepolitiinspektør Frank Olsen, der i næste åndedrag oplyser, at politiet endnu ikke har klarlagt den afdødes identitet:

”Det er vigtigt at få det klarlagt, men samtidig skal vi tage hensyn til sikringen af spor derude. Derfor tager det tid,” siger Frank Olsen.

Politiet modtog anmeldelsen kl. 10.06, hvorefter man sendte en patrulje til stedet, der kunne bekræfte fundet af en afdød person. Derefter blev større politistyrker sendt til stedet for at påbegynde efterforskningen.

Nordjyllands Politi har ingen yderligere informationer på nuværende tidspunkt. 

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)