Politi søger nye vidner i Klitsag

Nordjyllands Politi har hele ugen efterforsket massivt i sagen om et ødelagt klitområde i Skagen, der blev anmeldt til politiet 27. oktober 2019 – og nu søger efterforskerne aktivt efter vidner på ét konkret tidspunkt.

Efterlysningen efter nye vidner drejer sig om, hvorvidt nogen borgere i området omkring Frederikshavnsvej og omkring Shell, Højensvej 60, 9990 Skagen, har set en gummiged eller et lignende køretøj, der eventuelt er blevet transporteret på en blokvogn. Politiet er særligt interesseret i at få oplysninger fra borgere, der måtte have set noget i tidsrummet lørdag 26. oktober cirka mellem kl. 03.00 og 06.00.

”Har man oplysninger til os, så skal man straks ringe på 114 – så sidder vi klar ved telefonerne,” siger lederen af efterforskningen, vicepolitiinspektør John Lamp Henriksen.

Efterforskning fortsætter

Vicepolitiinspektøren tilføjer, at politiet aktivt går ud og søger nye vidner i netop dette tidsrum, fordi politiets efterforskningsarbejde har fastlagt, at i hvert fald en person har observeret en gummiged på et blokvogn i området.

”Men vi har ikke mulighed for at udtale os om yderligere detaljer om sagen – det er af hensyn til at beskytte vores efterforskning, som jo stadig foregår på fuld tryk,” understreger John Lamp Henriksen.

Politiets efterforskning i sagen fortsætter hen over weekenden og i næste uge.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)