Site icon 24NYT

Politiet advarer mod bedrageri ved hjælp af hackede profiler på sociale medier

En ældre kvinde i Tønder blev overtalt til at købe gavekort for et større beløb og oplyse koderne. Henvendelsen kom fra en kriminel, der havde hacket en venindes profil på sociale medier.

 

Syd- og Sønderjyllands Politi advarer borgerne mod kriminalitet, hvor venner og bekendtes profiler på sociale medier bliver hacket og benyttet til bedrageri.

En ældre kvinde i Tønder blev således tidligere på måneden på denne måde kontaktet af en nær veninde og opfordret til at købe Apple-gavekort for et større beløb i byen og oplyse koderne på kortet.

Det viste sig imidlertid, at venindens profil var blevet hacket af kriminelle, og den ældre kvinde måtte derefter anmelde sagen til politiet. Hændelsen bliver efterforsket.

– Vi ser desværre mange varianter af bedrageri via mails, SMS og også sociale medier. De kriminelle spiller på, at henvendelserne fra venner og bekendte ser troværdige ud. Så hvis man fx bliver kontaktet via Messenger og bedt om at overføre penge eller lignende, er det vigtigt, at man er skeptisk og kontrollerer, om afsenderen er ægte. Brug i denne sammenhæng de øvrige kontaktmuligheder, du har, understreger vicepolitiinspektør Henning Marcussen fra Syd- og Sønderjyllands Politi, Områdecenter Syd i Sønderborg.

Exit mobile version