I løbet af weekenden har flere ældre mennesker fra hhv. Toreby, Nakskov, Holeby og Vordingborg været udsat for telefonbedragerier. Det foregik i hovedtræk ved, at en person ringede og udgav sig for at være enten fra politiet eller fra en bank. Bedrageren overbeviste de ældre om enten at overføre et større kontant beløb eller om at udlevere kort og kode til en “medarbejder”, der ville komme forbi og hente det. Inden de ældre anede uråd, lykkedes det de skruppelløse bedragere at hæve et kontant beløb på kortene.
Politiet advarer endnu en gang om den type bedragerier: Husk, at hverken banken, politiet, kommunen eller andre myndigheder ringer og efterspørger betalingskort, MitID, pin-koder eller lignende – og de kommer slet ikke ud til din bopæl for at hente dit kort. Det er snyd, fup og bedrag, og risikoen for at bankkontoen bliver tømt, er overhængende. Udlever aldrig kort eller koder. Afbryd straks samtalen og lav et kontrolopkald til bankens hovedtelefonnummer eller til politiets servicecenter på tlf. 1-1-4. Se mere på Sikker Digitals hjemmeside og tal med dine ældre.