En person tog fat i en betjents tjenestepistol, og betjentens kollega måtte derfor afgive varselsskud skråt op i luften, hvor ingen blev ramt, for at få personen til at lægge våbenet.
Patruljen ankom til stedet klokken 20.52. Under afhøring af parterne ankom adskillige personer til stedet, hvorunder der opstod alvorlig tumult, da en gruppe personer rettede deres vrede mod politiet.
I denne sammenhæng tog en person fat i en betjents tjenestepistol, og betjentens kollega måtte derfor afgive varselsskud skråt op i luften, hvor ingen blev ramt, for at få personen til at lægge våbenet.
Efterfølgende har politiet været massivt til stede med flere patruljer i området.
Tre mænd er blevet anholdt i forbindelse med hændelsen.
En af de anholdte kom lettere til skade og er indlagt på hospital. De nærmere omstændigheder i forbindelse med skaden kendes endnu ikke.
En betjent kom også lettere til skade i forbindelse med hændelsen og er blevet behandlet på skadestuen.
Klokken 21.35 var der atter roligt i området, og afspærringen er efterfølgende blevet ophævet.
Anklagemyndigheden skal fredag morgen vurdere, hvorvidt der er grundlag for fremstilling af de anholdte i et grundlovsforhør.
Syd- og Sønderjyllands Politi er i øjeblikket i gang med at efterforske omstændighederne i forbindelse med hændelsen og har derfor ikke flere oplysninger til pressen på nuværende tidspunkt.