Bornholms Politi leder efter Niels Kristian Nielsen, der har været borte siden fredag kl. 16.30.
Opdatering kl. 12.30
Et vidne mener at have set den savnede ved busholdepladsen ved færgeterminalen i går omkring kl. 18. Iflg. vidnet faldt han med sin cykel, og to mænd hjalp ham på benene. Disse mænd vil politiet meget gerne i kontakt med. Vi vil også gerne høre fra jer, hvis I har set en sølvgrå herrecykel henstå eller ligge et underligt sted. Samtidig bliver der nu indsat helikopter i eftersøgningen af den savnede.
__________________________________________________________________________
Bornholms Politi efterlyser 83-årige Niels Kristian Nielsen, der fredag kl. 16.30 forlod bopælen på Søndre Allé i Rønne, og ikke er kommet hjem. Niels Kristian beskrives som 172 cm høj, almindelig af kropsbygning, gråt hår og fuldskæg. Han var iført blå hue, mørkeblå jakke og sorte bukser.
Niels forlod bopælen på en grå herre-cykel, men normalt går han. Han plejer kun at færdes mellem bopælen og Store Torv i Rønne. Niels er begyndende dement og kan have svært ved at finde rundt, og kan muligvis heller ikke oplyse sit navn eller adresse.
Bornholms Politi anmoder borgere om at tjekke garager og udhuse. Samtidig opfordrer vi til, at hvis man har kendskab til bygninger, der står tomme henover weekenden – for eksempel erhvervsbygninger – at man også lige tjekker de steder.
Oplysninger om Niels Kristian Nielsen skal rettes til Bornholms Politi på 1-1-4 eller 5690 1448.