Nordjyllands Politi offentliggør billeder af en mand, som efterlyses, fordi han mistænkes for at have benyttet et stjålet dankort til at hæve næsten 70.000 kr. fra en ældre mand. Genkender man den efterlyste, skal man kontakte politiet på tlf. 114.
Den 1. december 2020 blev en ældre mandlig borger indlagt på sygehus efter et fald i hjemmet. Derfor var han ikke hjemme, da der mellem den 5. og 15. december 2020 var indbrud i hans lejlighed i Hjørring. Her stjal gerningsmanden en kuvert med 6.000 kroner – og samtidig også den ældre mands dankort og kode.
”Vi ved, at der i perioden 15. til 30. december 2020 blev foretaget daglige hævninger og køb på internettet for i alt 68.700 kroner,” forklarer fungerende politikommissær Thomas Due Albrektsen, der leder politiets efterforskningscenter i Hjørring.
Politikommissæren oplyser, at alle hævningerne er foretaget i Frederikshavn og hovedparten i Arbejdernes Landsbank i samme by.
”Indtil videre har vores efterforskning ikke ført til, at vi har kunnet lokalisere og pågribe den formodede gerningsmand. Derfor offentliggør vi nu denne stribe billeder i håb om, at der er borgere derude, som har set manden og vil hjælpe os. Vi vil meget gerne have gerningsmanden stillet til ansvar,” lyder det fra Thomas Due Albrektsen.
Den efterlyste mand beskrives som følger:
- 18-30 år
- Maskeret med mundbind, hue og hætte trukket op
- Ca. 180 cm høj
- Spinkel af bygning
- Iført grå joggingbukser og en mørk dynejakke af ukendt mærke med logo foran og på ærme
Billederne er alle fra den 30. december 2020.
Mener man at have set den efterlyste mand, eller har man andre oplysninger af relevans for sagen, bedes man kontakte Nordjyllands Politi på tlf. 114.
Pressens kontakt:
Thomas Due Albrektsen, fungerende politikommissær, Nordjyllands Politi, tlf. 4132 8232