De kommende dage bliver området ved Sønderborg afsøgt
På mandag mødes den lokale beredskabsstab (LBS) igen for at drøfte bortsprængningen af de to bomber fra 2. verdenskrig, der i sidste lørdag blev fundet på en mark ved Sønderborg. Bomberne vil tidligst blive sprængt bort i næste uge.
Beredskab Sønderborg, ammunitionsrydningstjenesten EOD og politiet vurderer flere muligheder for en kontrolleret sprængning i forhold til metodernes indvirkning på omgivelserne.
Når der er valgt en løsning for bortsprængningen, vil myndighederne orientere berørte borgere i området i god tid. Informationen vil indeholde oplysninger om tidspunktet for sprængningen og de forholdsregler, der er nødvendige at tage ved selve sprængningen omkring sikkerhedsafstand, afspærringer, forholdsregler for beboere og lignende.
De kommende dage vil EOD afsøge området yderligere for at forberede arbejdet med en kontrolleret sprængning. Blandt andet for at sikre at der ikke befinder sig flere bomber i området.
Området er fortsat afspærret og politiet opfordrer borgerne til at holde sig væk.