Politiet efterforsker fortsat knivangreb

Lørdag den 23. februar kl. 1215 modtog politiet en anmeldelse om, at en 29-årig mand var blevet stukket adskillige gange med kniv i både ansigtet og på kroppen.

Politiet er stadig i gang med efterforskningen af sagen, siger vicepolitiinspektør Bjørke Kierkegaard, der er leder af efterforskningsenheden i Midt- og Vestsjællands Politi.

”Vi efterforsker i øjeblikket hændelsen med knivstikkeriet mellem flere personer intenst, og vi har en god fornemmelse af, hvor vi skal lede. Det er endnu for tidligt at sige, hvad baggrunden for episoden er, men meget tyder på, at det er en uoverensstemmelse mellem nogle personer, der muligvis kender hinanden,” siger Bjørke Kierkegaard.

Det er politiets opfattelse, at mødet mellem personerne udviklede sig i en uheldig retning, men om uoverensstemmelsen er personligt motiveret eller en del af en konflikt mellem kriminelle grupperinger i området er endnu uvist, siger vicepolitiinspektøren.

Hændelsen skete foran et træningscenter i Waves, Hundige. Politiet har fået oplyst, at en gerningsmand tog den forurettede med ud til parkeringspladsen foran træningscentret, hvor en tredje person kom løbende, og der opstod tumult. Herefter blev den 29-årige mand stukket i hovedet og på kroppen, og gerningsmændene forsvandt fra stedet i en personbil.

Den forurettede blev behandlet for skaderne på sygehuset, men var uden for livsfare og er blevet udskrevet igen.

Politiet har på nuværende tidspunkt ikke flere kommentarer til sagen, men politiet hører fortsat gerne fra vidner til episoden.

LÆS OGSÅ:  Påkørt med bil og stukket med kniv og slået i hovedet – nu har politiet nyt

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)