Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi efterlyser flere gerningsmænd, der i august har begået en række grove bedrageriforhold i politikredsen. Ofrene har primært været ældre borgere, som er blevet snydt af gerningsmænd, der udgav sig for at være fra banken eller myndighederne.
Svindel mod ældre borgere
Gerningsmændene har ringet til ældre borgere og udgivet sig for at være bank- eller myndighedspersoner. De advarede om påståede hackerangreb eller udenlandske overførsler og forklarede, at en medarbejder ville komme forbi for at hente betalingskort og værdigenstande.
Efterfølgende mødte gerningsmændene op på ofrenes adresser og franarrede dem kort, koder og smykker, som derefter blev brugt til at hæve store kontantbeløb.
Politiets advarsel
– Disse “bankbudssager” rammer oftest ældre og udsatte borgere, men i princippet kan alle blive ramt. Det er vigtigt at understrege, at banker og offentlige myndigheder aldrig sender folk ud for at hente kort eller bede om koder og værdier. Læg røret på og kontakt politiet, hvis du bliver kontaktet af denne type svindlere, siger vicepolitiinspektør Martin Eise Eriksen.
Beskrivelse af gerningsmændene
Gerningsmand A: Mand, 20–25 år, dansk af udseende, 170–180 cm høj, spinkel til almindelig af bygning, iført sort kasket og sort langærmet trøje.

Gerningsmand B: Mand, 25–35 år, mellemøstlig af udseende, 170–180 cm høj, almindelig af bygning, iført sort kasket, sorte briller, sort polo/T-shirt, mørke shorts og mørke sko.
Særligt kendetegn: Tatovering på venstre håndryg med ukendt tekst.


Henvendelser til politiet
Har du oplysninger, der kan hjælpe med at identificere gerningsmændene, bedes du kontakte Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi på telefon 114.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)