Politiet efterlyser vidner til brandsag

Nordjyllands Politi efterlyser nu vidner til en brand i Arden i sidste uge. Branden opstod natten mellem d. 13. og 14. april 2021 under en overdækket terrasse på Bymarken 47 i Arden.

Politilogo på rude

Foto: Rigspolitiet

Ved branden skete der skader på terrassen, ligesom vinduer i huset sprang pga. af varmen. Brandvæsnet og beboerne fik heldigvis hurtigt slukket branden, hvorfor den ikke bredte sig til resten af huset, hvor beboerne var hjemme.

Politiet har efterfølgende foretaget undersøgelser på stedet, og efterforskerne kan ikke umiddelbart finde en naturlig årsag til branden, og man kan på det grundlag ikke udelukke, at branden kan være påsat.

”Vi ser med stor alvor på denne type sager, især da beboerne i huset potentielt var i fare,” siger lederen af efterforskningen, politikommissær Mikkel Brügmann, og han tilføjer:

”Og derfor søger vi vidner, der kan have observeret noget mistænkeligt i området omkring Bymarken natten mellem 13. og 14. april, og vi opfordrer beboere i området med videoovervågning om at gennemgå denne i tilfælde af, at det kan vise unormal færden.”

Politiet kan kontaktes på telefon 114.