Københavns Politi efterlyser vidner til knivdrab nytårsnat
Knivdrabet på en 19-årig nytårsnat skete foran Borgergade 2 i Indre By. Københavns Politi leder fortsat efter vidner og beder alle, der var til stede eller ved noget om at henvende sig.
Københavns Politi retter nu en opfordring til alle dem, der var til stede ved krydset mellem Gothersgade og Borgergade omkring klokken 4.00 nytårsnat, om at henvende sig til 1-1-4.
På det tidspunkt opstår højtlydte der uoverensstemmelser mellem to grupper unge mænd, hvilket fører til knivdrab på en 19-årig mand. Tre af hans venner, alle 20 år gamle, bliver såret i samme angreb. De er alle uden for livsfare.
De unge mænd har først befundet sig foran 7-Eleven i Gothersgade, hvor de kommer op og skændes højlydt. De bevæger sig så et kort stykke ind i Borgergade, hvor selve knivoverfaldet sker foran en restaurant i nummer 2.
Københavns Politi er meget interesseret i at tale med enhver, der har befundet sig i området og kan have set noget – både skænderiet og selve overfaldet.
– Der var rigtig mange mennesker på gaden på det tidspunkt, og vi håber meget, at vi i dag kan komme i kontakt med nogle af dem, der ikke har set nyheder i går, siger leder af afdelingen for personfarlig kriminalitet, Brian Belling.
Københavns Politi er i særlig grad interesseret i at tale med personer, der har taget billeder eller optaget video på det tidspunkt i området.
– Jeg vil gerne opfordre alle, der har været i nærheden, til at se deres billeder fra nytårsnat igennem. Det kan være, at der gemmer sig noget i baggrunden, siger Brian Belling.
Gerningsmændene er muligvis efterfølgende løbet tilbage til Gothersgade og er derfra flygtet videre. Det efterlyser Københavns Politi også vidner til.
– Vi er i fuld gang med efterforskningen, men har brug for offentlighedens hjælp. Der er helt sikkert flere, som har set noget, der kan hjælpe os til at finde gerningsmanden, siger Brian Belling.
Vidner eller folk med viden om episoden bedes henvende sig til 1-1-4.