Site icon 24NYT

Politiet holder skarpt øje med bandegrupperinger

Syd- og Sønderjyllands Politi har fortsat stort fokus på bandegrupperingers tilholdssteder i Esbjerg efter ophør af samlingsstedsforbud

 

 

Syd- og Sønderjyllands Politi holder fortsat skarpt øje med de adresser i Esbjerg, hvor bandegrupperinger holder til. Esbjerg Kommune udstedte den 28. marts et samlingsstedsforbud, der betød at Commanche MC (tidligere Satudarah) ikke måtte bruge bygningen på Brolæggervej 12. Dette forbud var gældende i tre måneder og udløb i går. Syd- og Sønderjyllands Politi har både før og under forbudsperioden haft stort fokus på området og vil fortsat have det.

”Vi holder fortsat skarpt øje med bandemedlemmernes aktiviteter og adfærd, herunder i det offentlige rum, og vi vil fortsat sætte effektivt ind mod bandegrupperingerne. Derfor vil vi også fortsat bruge alle de muligheder, vi har i for eksempel bandepakkerne og loven om samlingssteder uanset hvor i kredsen, de måtte slå sig ned”, siger politiinspektør Henrik Thrane Jensen.

Syd- og Sønderjyllands Politi  ønsker ikke rocker-bandegrupperinger i politikredsen og lægger sammen med andre myndigheder det størst mulige pres på bandemiljøet og tager samtlige værktøjer fra bandepakkerne i brug for at sætte ind mod kriminalitet og utryghedsskabende adfærd.

“Borgerne skal ikke være i tvivl om, at politiet – sammen med andre myndigheder, herunder kommunerne – bekæmper rocker- og bandegrupperingerne intensivt”, siger politiinspektør Henrik Thrane Jensen.

Esbjerg Kommune udstedte torsdag eftermiddag en advarsel til en beboer og ejer af en adresse i Frodesgade efter utryghedsskabende hændelser på stedet. Politiet har fortsat også denne adresse i fokus.

”Vi vil følge op på denne advarsel og sikre at den utryghedsskabende adfærd stopper. Hvis adfærden fortsætter, kan det betyde, at Esbjerg Kommune udsteder et samlingsstedsforbud”, siger politiinspektør Henrik Thrane Jensen.

Indsatsen giver resultat. I perioden fra midt i 2018 frem til 15. maj 2023 er der blevet afsagt 106 domme mod personer med tilknytning til bandemiljøet. Den samlede straf er på 114 år, to måneder og 14 dages fængsel. To personer er blevet udvist for bestandig. 13 personer er idømt opholdsforbud og en person har fået ophævet sit lejemål, da vedkommende var blevet dømt for grov, banderelateret vold i boligområdet. Den dømte og de øvrige medlemmer af husstanden måtte således flytte et andet sted hen.

Exit mobile version