Politiet løslader fem unge mænd i voldtægtssag

Nordsjællands Politi har besluttet at løslade de fem unge mænd i alderen 15 til 17 år, der siden juni har siddet varetægtsfængslede som sigtede for voldtægt af flere unge piger i Kokkedal.

Sagen begyndte i forsommeren, hvor Nordsjællands Politi modtog den første anmeldelse. Senere henvendte flere unge piger sig med anmeldelser, så der i dag er fem forurettede i sagerne.

Løsladelsen sker på baggrund af en vurdering af, at de unge mænd ikke længere kan påvirke efterforskningen, ligesom deres unge alder er indgået i overvejelserne om løsladelse på nuværende tidspunkt.

Sigtelserne mod de fem unge mænd opretholdes og sagen efterforskes fortsat. Nordsjællands Politi har derfor ikke yderligere kommentarer eller oplysninger til sagen.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)