Tidligere kunne Østjyllands Politi oplyse, at onsdagens brand på rådhuset i Grenaa sandsynligvis var påsat. Politiets teknikere var igen i går på stedet for at foretage de sidste undersøgelser, og de bekræfter endeligt, at der var tale om en påsat brand.
Blandt andet er det lykkedes at finde frem til, hvor på rådhuset branden er opstået. Præcist hvor og hvordan ønsker politiet ikke at oplyse af hensyn til det videre opklaringsarbejde.
Østjyllands Politi er nu færdig med at undersøge rådhuset og efterforsker sagen med henblik på at finde frem til gerningsmanden. Imens det arbejde pågår, ønsker politiet ikke at oplyse yderligere om sagen.
Østjyllands Politi hører fortsat gerne fra borgere, som kan have oplysninger om branden, på 114.