Site icon 24NYT

POLITIET: Pas på honningfælderne!

politi i uniform på alarmcentralen

Foto: Rigspolitiet.

Syd- og Sønderjyllands Politi modtager med mellemrum anmeldelser fra borgere, der først bliver lokket til at sende intime billeder på nettet, for derefter at blive udsat for afpresning af kriminelle.

 

 

Honningfælder, lokkeduer…

Kriminelles metoder til at forsøge at afpresse borgere på nettet har mange navne.

Syd- og Sønderjyllands Politi modtager med mellemrum anmeldelser fra både mænd og kvinder, der bliver udsat for afpresning af kriminelle.

Fælles for en række af anmeldelserne er, at borgerne i første omgang er blevet lokket til at sende intime billeder af sig selv til en person, de har knyttet romantiske bånd med via sociale medier.

 

Rammer bredt

Derefter bliver borgerne udsat regulær afpresning, hvor de skal betale store beløb for at undgå, at billederne bliver sendt til venner og bekendte på fx Facebook.

– Denne type kriminalitet rammer bredt, også bredere end mange umiddelbart forestiller sig. Det er personer i alle aldersgrupper, der bliver ramt. Vi har sager med unge kvinder, men også med fx midaldrende mænd, forklarer lederen af Syd- og Sønderjyllands Politis Forebyggelsesenhed, vicepolitiinspektør Jacob Rindom.

Han peger i tilgift på, at denne type sager desværre ofte kan være vanskellige at efterforske, fordi de digitale spor, der skal føre tilbage til gerningsmanden, ofte ender blindt. Så har man først betalt, er det yderst vanskeligt at få bragt pengene til veje igen, ligesom gerningsmanden er vanskelig at identificere.

 

Vær agtpågivende

Vicepolitiinspektøren opfordrer derfor også til, at man er yderst forsigtig, når man dater online, i forhold til at dele billeder, videoklip og personlige oplysninger, der efterfølgende kan bruges til afpresning.

Gode råd

Har du brug for én at tale med?
Offerrådgivningen yder støtte til ofre, vidner samt pårørende til ofre for kriminalitet og ulykker.
I Syd- og Sønderjylland sidder en gruppe veluddannede Offerrådgivere klar.
Telefon: 25 50 66 90
Åbningstider: Alle dage mellem kl. 17.00 og 22.00.
Det er gratis, og du kan være anonym.

Exit mobile version