Politiet søger vidner til groft hærværk – muligvis med krysantemumbombe

Hærværket er gået ud over en offentlig toiletbygning. Der er sket omfattende materielle skader, og politiet vurderer indledningsvis, at der kan være affyret en krysantemumbombe på toilettet.

 

Syd- og Sønderjyllands Politi modtog søndag klokken 01.34 anmeldelse om groft hærværk mod en offentlig toiletbygning i Nørregade i Vejen.

Der er sket omfattende materielle skader, og politiet vurderer indledningsvis, at der kan være affyret en krysantemumbombe på toilettet.

– Vi ser med stor alvor på hændelsen, hvor ingen heldigvis er kommet til skade. Vi er i gang med efterforskningen og har desuden iværksat tryghedsskabende patruljering i Vejen, understreger vicepolitiinspektør Søren Rønnov fra Syd- og Sønderjyllands Politi.

Politiet har søndag kontaktet flere erhvervsdrivende for at få udleveret relevant videoovervågning.

Vi anmoder desuden butiksejere og andre, som har videoovervågning i området, og som endnu ikke er blevet kontaktet af politiet, om at kontakte os på telefon 1-1-4.

Politiet søger desuden vidner, der har set eller hørt noget, der har med hændelsen at gøre.

Personer med oplysninger i sagen kan ringe til Politiets Servicecenter på telefon 1-1-4.