”Sidste søndag blev der så farligt hjemme hos mig, at jeg ikke længere kan forsvare at bo med mine børn i det hjem, der har været rammen om vores liv i fem år: Kvarteret omkring Rantzausgade, den del af Nørrebro, der er rammet ind mellem Jagtvej, Assistens Kirkegård, Griffenfeldsgade og Åboulevard/Ågade”. Det skriver kommunikationsrådgiver Christian Lunøe i Berlingske.
”I Rantzausgade støder vi på en gruppe drenge og unge mænd – alderen er vel mellem 14 og 20 år. Der bliver flere og flere af disse små stimer i gaden. De har en aggressiv og udfordrende attitude, flytter sig ikke for nogen, leder efter et blik at konfrontere. Og jeg mener konfrontere, til forskel fra at møde. Det er den attitude, de skiller sig ud på. De virker, som om de gerne vil frygtes. Præcis da vi passerer, eksploderer gruppen i et (måske fingeret) slagsmål, hvor to ud af de fem trækker en kniv. De er ganske få meter fra os. Jeg skærmer børnene det bedste, jeg kan, og får dem forbi optrinnet. Min mindste er rystet og bange, den store mere cool, da vi få minutter senere kommer op i vores lejlighed 200 meter længere nede ad gaden.
Jeg ringer med det samme til 112, der sender mig videre til Københavns Politi. Minutterne går, mens jeg venter i telefonen. Da jeg kommer igennem, melder Københavns Politi alt udsolgt: ”Vi ved godt, at det er slemt derude, men vi har ingen vogne at sende”, er beskeden. ”Du kan gå ind på politiets hjemmeside og finde det, der hedder ’Min Betjent.’ Du kan lægge en besked til ham”.
24NYT: Christian Lunøes deprimerende beretning udstiller et ynkeligt samfund, der har spillet fallit. Det mest elementære for en stat er jo, at den kan garantere sine borgeres fysiske sikkerhed. At dømme efter politiets ageren kan staten ikke længere give den garanti. Det er en hån mod danskernes retsfølelse og en total falliterklæring for retssamfundet.