Politijagt i bil og til fods

Kl. 23.05 i nat fik en patrulje øje på den efterlyste bil fra Greve, som ad Ringvejen i Køge, hvor den svingede øst på ad Ringstedvej. Føreren af varebilen satte hastigheden op og svingede til venstre ad Parkvej. Lidt nede ad Parkvej standsede bilen og 4 personer stak af fra bilen i forskellige retninger. Patruljen løb efter føreren, som var løbet i vestlig retning hen mod Køge Kapel, men han hoppede over et hegn og løb videre mod Ringstedvej, hvor han forcerede højt hegn med pigtråd, hvor det lykkedes ham at slippe fra patruljen.

En hundepatrulje var samtidig ankommet til stedet, og gik spor efter de flygtede mænd, men fandt ikke frem til dem. Hundene fandt en hue og to handsker på ruten, som formodes at være smidt af en af mændene. De blev sikret med henblik på sporsøgning. Den stjålne varebil blev nøje undersøgt, hvorefter den blev udleveret til ejeren. I bilen blev fundet værktøj, som kunne have været anvendt i forbindelse med indbrud.

Politiet efterforsker nu sagen, og afventer de tekniske erklæringer fra sporsøgningen, som forhåbentlig kan give politiet mere at gå efter i sagen. Der blev desuden begået et indbrudsforsøg på adressen Brinken i Strøby Egede omkring samme tidspunkt, som indbruddet på Kystvejen. Politiet undersøger nu, om der kan være tale om samme gerningsmænd.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)