POLITIKERE OG MEDIER SOLER SIG I STØJBERGS FALD

Af Asger Aamund. Udgivet på aamund.dk

Når et stort folketingsflertal stemte for at Inger Støjberg skulle stilles for rigsretten, var det jo ikke for at få hende frikendt, men for at få hende dømt. Hvis folketinget ikke mente, at Støjbergs ministerielle forvaltning var direkte lovstridig, var der jo ingen grund til at slæbe hende for retten. En rigsret er en blandet politisk domstol med en juridisk overligger. Højesteretsdommerne skal afgøre, om der er sket overtrædelse af ministeransvarsloven, og de 13 lægdommere skal bidrage med argumenter af politisk, etisk og menneskelig art, således at rettens afgørelse er komplet og også dækker samfundets almene retsopfattelse. Det kom ikke til at ske denne gang. I hele det danske samfund udløste rigsrettens kendelse vrede og forargelse, ikke så meget fordi Støjberg blev kendt skyldig, men fordi straffen på ubetinget fængsel blev anset for et kynisk og brutalt justitsmord, som netop strider mod, hvad det folkelige Danmark anså for ret og rimeligt i denne sag. 

Når vi har domsmænd – altså lægdommere – i byretten og landsretten er det, fordi vi ønsker, at retsvæsenet ikke udelukkende skal lægges i hænderne på embedsmænd, men at de retlige processer skal præges af civilsamfundets almene retsfølelse.  Dette var også hensigten med rigsrettens sammensætning. Ellers havde man jo bare kunnet overlade sagerne til højesteret uden de 13 lægdommere. Det var også dette, der skete i praksis i Støjberg-sagen. De 13 højesteretsdommere havde absolut ikke lyst til at være part i en misk-mask retssag med en uskøn blanding af politik og jura. De holdt sig udelukkende til juraen og trak lægdommerne med sig. Det har ikke været svært, da 12 ud af 13 lægdommere var udpeget af de partier, der ønskede Inger Støjberg for rigsretten. Højesteretsdommerne fik sagen til at handle udelukkende, om Støjberg havde overtrådt ministeransvarsloven. Man konkluderede, at det havde hun. Oven i købet med forsæt, ligesom man fastslog, at hun havde løjet for folketinget. Herefter tager man facitlisten frem og spørger, hvad koster det? 12 ud af 13 lægdommere, der er valgt af de Støjberg-fjendtlige partier turde ikke sætte sig imod den juridiske ekspertise, som nemt fik manipuleret det samlede dommerkollegium til en klar dom om ubetinget fængsel.

LÆS OGSÅ:  FLOP 26

Der er naturligvis noget fundamentalt pinligt, når der åbner sig en dyb kløft i retsopfattelsen mellem rigsretten og det folkelige Danmark, som det her var tilfældet. Man kan ikke bebrejde de juridiske dommere, at de stemte, som de gjorde. Det havde de pligt til, men man kan i høj grad kritisere lægdommerne for totalt at svigte deres opgave med at repræsentere samfundets almene retsfølelse, som absolut ikke ønskede Støjberg bag tremmer. I dagene op til domsafsigelsen havde politikere og medier travlt med at overbevise hinanden om, at dette var en meget mudret sag, der kunne gå begge veje. Der var gode argumenter for at dømme hende og gode argumenter for at frifinde. Man helgarderede tipskuponen.

Efter dommen er alle kommentatorer nu enige om, at det var den eneste rigtige og retfærdige dom. Alle Folketingets partier med undtagelse af Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige glæder sig over at Inger Støjberg nu er ude af vagten og bliver kendt uværdig. Medierne mobiliserer deres tæskehold af perfide kommentatorer, der kan trække Støjberg gennem rendestenen. Mogens Lykketoft skriver i Berlingske, at Inger Støjbergs karakter er præget af stupid stædighed og påståelighed samt af ufølsomhed over for sine ofre. Også Søren Pind kan nu mobilisere mod til at sparke til den sårede amazone, som han i samme avis kalder forhærdet kriminel og vaneforbryder. Inger Støjberg skal nok klare sig igennem. Om få måneder, når hun har vredet sig fri af fodlænken, er hun klar til en fornyet politisk indsats og karriere til glæde for sine mange støtter og sympatisører.

LÆS OGSÅ:  DEN GIFTIGSTE KLIMAGAS ER POLITKERNES HYKLERI

Det ser værre ud for rigsretten, som i sin nuværende form næppe kan overleve, så længe dens kendelser fortsat ligger milevidt fra, hvad anstændige og tænksomme borgere mener, skal være ret og rimeligt i det danske samfund.