Politikerne giver fanden i befolkningen

Den svenske økonom Jan Tullberg siger det, som det er: Hvad politikerne har præsenteret svenskerne (og os andre) for de seneste 50 år, er landsforræderi. Trods massiv folkelig modstand gør de intet forsøg på at standse masseindvandringen af kulturfremmede. Om få årtier er svenskerne et mindretal i deres eget land. (I Danmark tager det lidt længere tid, men politikerne arbejder på sagen.)

Tullberg refererer til en engelsk undersøgelse, der viste, at kun 2 pct. af politikernes beslutninger stemte overens med befolkningens holdninger. I Sverige ønsker 70 pct., at kriminelle indvandrere skal smides ud af landet, men det får ingen konsekvens for den førte politik.

Han peger også på det mærkelige fænomen, at det kun er i Vesten, man tillader den slags masseindvandring. Andre steder prøver magthaverne at tage vare på den nationale identitet og særegenhed.

Tullberg kan ikke give nogen egentlig forklaring på, hvad der får vestlige politikere til at handle, som de gør. Jeg kan heller ikke. Man kan spekulere, men må nok nøjes med at konstatere, at politikerne åbenbart ikke mener, at Vesten er noget at samle på, og at ingen djævel skal få dem til at ændre kurs mod afgrunden.

Den svenske middelklasse vil blive stadigt mere forarmet, mens den knokler for at betale for uproduktive fremmede, som hader dem.

Som Tullberg påpeger, vil det få interessante historiske konsekvenser. Det Sverige, man kendte for et par generationer siden, var resultatet af et opgør med det gamle klan- eller stammesamfund, hvor man tog sig selv rette, fordi der ikke var nogen øvrighed til at håndhæve en retsstat.

Vi kender fænomenet fra de islandske sagaer, som beskriver et samfund, hvor storfamilierne måtte træde til og hævne mord og andre overgreb, da der ikke fandtes nogen offentlig ordensmagt.

Det samfund er nu ved at vende tilbage i form af indvandrergrupper, som med sig bringer en klankultur, der på ikke så langt sigt vil umuliggøre retsstaten. De mellemøstlige og afrikanske tilvandrere medbringer også det, som Tullberg kalder en “voldskapital”. Der, hvor indvandrerne kommer fra, er man vant til at sætte sig igennem med vold, og hvad skulle animere indvandrerne til at opgive denne kultur, når den svenske stat intet foretager sig for at dæmme op for den?

Snart vil det heller ikke være muligt, fordi indvandrergrupperne bliver så stærke, at den svage ordensmagt ikke kan stille noget op, selvom den havde viljen.

Der befinder Sverige sig (næsten) allerede.

Spørgsmålet bliver, hvordan svenskerne – og især de unge i den kampdygtige alder – vil reagere: De har to muligheder: De kan tilpasse sig den realitet, at retssamfundet er gået i graven, og at fremmede har taget magten, eller de kan gøre oprør.

Det sidste ville indebære, at svenskerne mobiliserede en voldskapital. Og det bliver svært i et gennemfeminiseret land.