Politikerne holder hånden over den offentlige mafia

Ifølge Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen køber det offentlige hvert år ind for knap 470 mia. kr. hos private leverandører. Det svarer til ca. 16 pct. af Danmarks bnp. Det er altså ikke små penge, vi taler om. Derfor er det afgørende for både borgerne, virksomhederne og samfundsøkonomien, at offentlige opgaver som f.eks. rengøring, pleje, it, vedligeholdelse eller madservice konkurrenceudsættes.

Når vi handler privat, er det almindelig sund fornuft at undersøge, hvad man får for pengene. Det er logik for burhøns. Den offentlige sektor i det halvsocialistiske Danmark handler imidlertid ikke efter samme logik. Og derfor er det kun hver fjerde offentlige opgave, der bliver konkurrenceudsat. Det betyder, at tre ud af fire konkurrenceegnede opgaver ikke bliver markedsprøvet. Det er svært at forsvare, skriver Morten Jung, der er branchedirektør i Dansk Erhverv, i Børsen.

Hver gang en offentlig opgave ikke bliver sendt i udbud, er det mere end sandsynligt, at det offentlige bruger flere penge på at få opgaven løst end nødvendigt. Det offentlige aner jo ikke, om der er andre, som kan løse opgaven bedre, mere effektivt og billigere, og derfor bliver den tjenesteydelse, som det offentlige monopol leverer, unødvendigt dyr, og dens kvalitet bliver ringere.

Det økonomiske potentiale ved udlicitering er der ikke tvivl om. Det er grundigt undersøgt og positive økonomiske effekter er kendt. Men det er den magtfulde offentlige mafia (kommunaldirektører, byrådspolitikere, fagforeninger, forvaltningschefer, institutionsledere mv.), der har en direkte privatøkonomisk interesse i at skærme de store kommunale områder mod beskæring og udlicitering, flintrende ligeglad med, for borgerne har jo ikke andre steder at gå hen. Mens mafiaen således nyder sine privatøkonomiske fordele, er den samlede effekt af den manglende konkurrenceudsættelse dybt samfundsskadelig.

Når det offentlige ikke udbyder flere opgaver, hænger det bl.a. sammen med, at flertallet af danske vælgere inkl. de borgerlige er enige om, at det offentlige bør fastholde sit monopol på levering af offentlige ydelser. I Danmark hersker der nemlig en udbredt konsensus om, at kun offentligt ansatte og offentlige institutioner kan varetage velfærdsydelser på forsvarlig vis, og at det er moralsk forkasteligt at tjene penge på at levere velfærd.

De skiftende regeringer har igennem årene truet med at tvinge det offentlige til at sende flere opgaver i udbud qua decideret lovgivning, men det er aldrig sket. Politikerne har nemlig ingen interesse i at tage et opgør med den magtfulde offentlige mafia og beskære de store kommunale områder, som giver kommunaldirektørerne høje lønninger, indflydelse og prestige.

Ikke nok med, at den offentlige mafia undlader at sende opgaver i udbud, så tager kommuner og regioner i stigende omfang opgaver hjem, som før var udliciteret til private. Næsten halvdelen af kommunerne har hjemtaget udliciterede opgaver siden 2015, og de begrunder det med, at de kan løse opgaverne bedre og billigere end private. Med skattepenge i ryggen stjæler staten, regionerne og kommunerne altså opgaver på områder, hvor der i forvejen er et velfungerende privat marked. Det sker i afsæt i den såkaldte kommunalfuldmagt, som er et uskrevent regelsæt, der giver kommunerne mulighed for at varetage visse opgaver og foretage særlige økonomiske dispositioner uden hjemmel i loven.

Hvorom alting er: Den manglende konkurrenceudsættelse af offentlige opgaver og det offentlige opgavetyveri er elendig og respektløs pengeforvaltning, som gør Danmark og danskerne fattigere. Forvent dog ikke, at det fremover bliver anderledes – hverken under den nuværende regering eller under de kommende regeringer. Der er ingen stemmer i det.

André Rossmann