I påsken lancerede to shariaforskere i samarbejde med B.T. en kampagne for at ændre dansk lovgivning med henblik på at gøre det mere tåleligt at være muslimsk kvinde i Danmark, skriver Eva Gregersen i Berlingske.
”Sagen er, at muslimske kvinder ikke kun er stakkels ofre for patriarkalsk undertrykkelse og social kontrol. De er også ideologiske aktører, som er med til at understøtte et parallelt retssystem i Danmark ved at underkaste sig det som gudsgivent og opdrage deres børn til at gøre det samme.
Det er al ære værd at ville hjælpe mennesker i nød, men man skal huske, at der er tale om myndige borgere, der kun kommer i klemme, fordi de og deres familier og miljøer træffer det fundamentalistiske livsvalg at sætte islamisk teologi højere end verdslige love.
Det vil jeg opfordre forbudsivrige politikere til at reflektere over, inden Folketinget som en anden curling-forælder intervenerer i islams indre anliggender for at fjerne en væsentlig forhindring for, at kvinder kan trives med islam. For når man som kvinde er med til at opretholde den samfundsskadelige vrangforestilling, at islam er det perfekte lovsystem for menneskeheden, er det ikke ubetinget dårligt, at man erfarer, hvor uperfekte vilkår islam dikterer for ens egen tilværelse”.