Site icon 24NYT

Politiske modstandere tager afstand fra hetz mod Mia Nyegaard

Kultur- og fritidsborgmester i København, Mia Nyegaard (R), er af Berlingske blevet fremstillet på en måde, så vi som læsere sidder tilbage med oplevelsen af, der er tale om en nærmest ubrugelig og uduelig borgmester. Det billede kan vi, der er hendes politiske kollegaer, slet ikke genkende.

Af Line Ervolder (C) og Finn Rudaizky (DF). Begge er medlem af Københavns Borgerrepræsentation

Historierne er baseret på kritik fra ganske få medarbejdere – og nogen mener åbenbart, at kritikken skal lækkes til pressen – og ikke kun køre i de samarbejdsfora, som eksisterer.

Det er utrolig ærgerligt, at den “samarbejdsform”, har fået medvind. DJØF’s repræsentant på Københavns Rådhus, foreslog videre at, alle folkevalgte borgmestre fremover, skal have et særligt kursus i personaleledelse.

Det er aldrig forkert, at lære noget mere, men det er vigtigt, at få præciseret, hvilken rolle og hvilket ansvar en demokratisk valgt borgmester har – og hvilken rolle og hvilket ansvar en medarbejder ansat i en politisk ledet forvaltning har. Det burde DJØF med flere nok starte med at tage bestik af.

copyright: Henrik Sørensen

Vi vil gerne understrege, at det er vores absolutte indtryk, at et stort flertal af de medarbejdere, som er ansat for at støtte kulturborgmester Mia Nyegaard i sit arbejde, gør det aldeles fortræffeligt og meget samvittighedsfuldt. Tak for det.

Så meget mere ærgerligt, at nogle og heriblandt en, der ikke engang arbejder der mere, ikke tager bestik af hvad det vil sige, at være ledet af en demokratisk folkevalgt borgmester, som skal repræsentere udførelsen af det demokratiske flertals politiske ønsker og beslutninger. Om medarbejderne er enige eller ej, skal det føres ud i livet – og ikke saboteres, underløbes eller omgås.

Kulturborgmesteren er den øverste ansvarlige for kulturområdet. Det betyder, at hvis der går noget galt, f.eks. med sløseri af borgernes skattekroner, så bliver Mia Nyegaard konfronteret med ansvaret. Det sker i øjeblikket på et par spillesteder, og det er sikkert ikke populært hos alle medarbejdere, når borgmesteren vil stoppe den slags.

Vi kan godt forstå, at borgmesteren og hendes direktion, har reageret skarpt på det. Og måske burde netop disse ansatte have kursus i, hvordan det politiske ansvar og demokratiske system fungerer – hvor det er politikerne, der sidder for bordenden med ansvaret.

Det er bl.a. derfor Mia Nyegaard har vores fulde opbakning, når hun gør en indsats for at tydeliggøre for alle ansatte, at man skal agere samvittighedsfuldt og ansvarligt i det daglige arbejde. Herunder evne at kunne modtage kritik.

Vi hilser kritik velkommen. For det kommunale system skal bestemt være mere gennemsigtigt og stå til ansvar. Men kritik og forslag til forbedringer får man ikke ved dolkestød, men ved saglig dialog.

Vi har ikke overværet de episoder, som er beskrevet i medierne. Men, vi har fra et årelangt og godt samarbejde med den radikale Mia Nyegaard, kun det indtryk, at hun er energisk, lyttende, inddragende, målrettet, tillidsfuld – og er en god repræsentant for det københavnske folkestyre.

Trods vores ofte politiske uenigheder med de radikale, tager vi kraftig afstand fra hvad vi oplever som en hetz mod Mia Nyegaard. Vi synes faktisk, at det er ubehageligt og utilstedeligt hvordan få personer – under dække af anonymitet – opfører sig overfor en borgmester i den forvaltning, hvor man er eller har været ansat.

Exit mobile version