Af Palle Almindsø .
De lærde, hvem er de, og hvad karakteriserer dem?
Med fare for at generalisere, så er det vel enten dem, som har skrevet bøger, fortrinsvis af faglig-politisk karakter, eller på anden måde har papir på, at de er kloge. Og hvis deres meninger ellers flugter mainstream-holdninger, det vil sige er politisk korrekte, har de givetvis fået ansættelse på de højere læreanstalter. Det seneste eksempel herpå er den britiske historiker Sir Simon Schama, der både er adlet, prisbelønnet og med et CV, der henviser til Harvard, Columbia og Oxford. Det fås vel ikke meget bedre, det skulle da lige være titlen: klimaprofessor.
I Weekendavisens interview med Schama under overskriften ”Nostalgi er historikerens fjende” kunne man læse om Storbritannien som fortidens kæmpe og nutidens populistiske selvovervurdering.
I forbindelse med Brexit har Schama kastet sig over de politiske partier, først og fremmest de konservative med Johnson i spidsen, en person, som han, Schama, tydeligvis foragter og opfatter som populist i liga med Trump. Her kunne man også nævne personer som Salvini, Orban og Marine Le Penn og længere tilbage en person, som Hitler – var han egentlig ikke også en populist? Se dette ”pæne” selskab kan nok hurtigt affejes som underlødigt og nationalistisk, og som spiller på den indre svinehunds falske strenge.
Men hvad skal vi nu forstå ved populistisk? Det kan både forstås etymologisk og semantisk som afledt af ordet ”populare”, folket, og bruges ofte om enkeltpersoner eller bevægelser, der hævder at tjene folkets interesser, og som ikke tilhører eller opfatter sig som en del af den selvudnævnte elite.
Alt sammen noget, som de højtuddannede, hver for sig eksperter på deres felt, lægger afstand til og med stor autoritet udtaler sig hånligt og nedladende om. (Det er blevet sagt, at en person som Hillary Clinton netop tabte valget til Trump af samme grund.)
I egen selvopfattelse sidder disse såkaldte eksperter inde med den sande viden om politik, klima og videnskabelig tænkning, og man kan roligt sige, at med sandheden på deres side fører de et sandt korstog for godheden og de rigtige meningers apoteose. Endvidere kan man også påpege, at populismen udmærker sig ved at være antiglobalistisk, det vil her sige skeptisk overfor det overstatslige, grænseløse samfund, hvor nationalstaten ikke længere spiller nogen rolle. Og så har det i øvrigt også fået karakter af skældsord.
Men folket (dvs. dem, der stemmer på personer som Trump og Johnson) – hvad karakteriserer nu det?
I varierende grader bliver det betegnet som uuddannet, styret af følelser, modtagelige for slogans, provinsielle og patriotiske, tilsat lidt xenofobi, det vil sige underlagt deres indre svinehund. Det sidste har især spillet en rolle i historien om Brexit, hvor afstemningsresultatet tilsyneladende havde noget med påvirkelighed, uvidenhed og patriotisme at gøre. Når et flertal kunne stemme for Leave i 2016, kunne det kun skyldes, at de var misledt, misinformeret og ikke vidste, hvad det gjorde.
I kampen for at nedgøre Brexit-bevægelsens legitimitet peges der ofte på Victor Orban eller Marine Le Pen, Men når det virkelig gælder, så er de begge sekulære kristne, hvilket er en forudsætning for en demokratisk udvikling, mens repræsentanter for fredens eksotisk-spændende religion er totalitære, religiøse og antivestlige. Hvorfor får det sjældent omtale, når de lærde udtaler sig om motiverne til at stemme Brexit? Kunne det slet ikke tænkes at spille nogen rolle for englændernes NEJ?
Eller lad mig stille spørgsmålet på en anden måde: Hvorfor kommer der sjældent nogen kritik af fredens religion fra den lærde elite? Kunne det skyldes oikofobien, altså hadet til egen kultur plus offergørelsen af minoritetens religion, måske med et stænk af antisemitisme?
Den engelske forfatter Peter Hitchens, der engang var Trotskist, har i et essay ”Forvandlingen af England” skrevet følgende: ”Om den intolerante elite. Den skrigende, spyttende intolerance kommer fra en forvænt elite, som skammer sig over sit eget land, som foragter andres patriotisme og ikke selv føler nogen. De længes efter et rædselsfuldt grænseløst Utopia, hvor fædrelandskærligheden er forsvundet, barnepigerne er billige og andres løn er lav. Hvor er det en skam, at det ikke ser ud til at fratage disse mennesker indflydelse og magtpositioner. For hvis der skal være noget håb om harmoni i dette ørige, så kan det kun ske ved en stor indsats for at forene os alle sammen i fælles kærlighed til dette land, det smukkeste og mest velsignede sted på jorden”.
Med andre ord – når folket vil noget andet end de herskende eliter, så har det underlagt sig diverse populister, lufter det indre bæst, er racistisk og i en EU-sammenhæng nationalistisk, kan det blive værre?