Populisterne har vundet i Europa

Populismens sejrsmarch er slået tilbage i Europa. Sådan lyder det fra flere kommentatorer efter højrefløjens store tilbagegang ved de seneste valg i Danmark og Østrig. En proklamation, som ifølge de politiske iagttagere understøttes af protestpartiernes stagnation eller nedgang i meningsmålingerne i flere europæiske lande.

Men rygterne om populismens død er stærkt overdrevne, skriver Christian Foldager i Berlingske. Det skyldes to forhold.

For det første er de problemer, som har fostret populismen, fortsat uløste. Utilfredsheden med globaliseringen, velfærdsnedskæringerne og indvandringen fra ikke-vestlige lande ulmer under overfladen og kan med nye kriser give fornyet fremgang til protestpartierne.

For det andet skyldes tilbagegangen i de fleste lande, at den politiske elite i de gamle partier har overtaget populisternes politik. Sagt på en anden måde: Populisterne har ikke tabt, men vundet den politiske kamp. Det ser vi i flere europæiske lande.

I Storbritannien har de konservative med Boris Johnson i spidsen neutraliseret truslen fra Nigel Farage ved at overtage hans kompromisløse Brexit-politik.

I Østrig har den unge konservative kansler, Sebastian Kurz, med stor succes overtaget højrefløjens udlændingepolitik.

I Danmark har Socialdemokratiets leder, Mette Frederiksen, gjort noget lignende.

Den politiske elite har ikke nedkæmpet populisterne, men snarere slugt dem levende og forvandlet sig selv til pæne, respektable kopier.

Den populistiske bølge vil fortsætte i Europa, så længe politikerne ikke kan finde svar på de udfordringer, som nærer den folkelige vrede. Magtelitens overgivelse til populismen er alene en kortsigtet løsning på de gamle partiers egne problemer, men ikke samfundets. I længden vil vælgerne ikke kun have populistiske slagord, men reelle forandringer.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)