Prædike til Pinse – De nye bud


Dansk identitet og historie bygger på en stærk judæo-kristen arv. Kristendommen har sat sit præg på Danmark i mere end 1000 år. Hver søndag bringer 24NYT en prædiken. Vi har en række præster tilknyttet, som hver især deler deres forkyndelse af evangeliet med læserne. 


 

Gladiator-underholdning var meget  populært i oldtidens græsk-romerske verden. Det var udsætning af uønskede (pige) børn også.  I sådan en grad var det praksis, at der i Rom var 131 mænd pr kvinde og i hele det nuværende Italien, Lille Asien og Nordafrika 141 mænd pr kvinde)

Fattighjælp, hospitaler var heller ikke noget samtidens toneangivende gik meget op i, men det kom med den spirende kristenhed, for heldigvis mente den tids kristne menigheder ikke, at de for at gøre alverden til Herrens disciple sådan som han havde befalet dem det, skulle danne sig lige med verden og tage sig af samtidens sædvaner, trender og modeindfald.

Nej, for de havde fået en ny lov. Pinsens lov. Jesus havde sagt til dem, at de, hvis de skulle kunne kalde sig hans disciple, så skulle de leve efter denne lov, efter hans bud. Det var altså ikke sådan som man tit populær-fremstiller det, at kristendommen eller Jesu lære sådan gjorde loven lidt lempeligere og slækkede på de etiske fordringer og satte mennesker fri fra krav.

Tværtimod. Jesus skærpede faktisk loven og budene. det kan man fx forvisse sig om ved at læse bjergprædikenen.

Så det er sandelig ikke sådan, at den kristne ikke er under en lov. Nej tværtimod. Det kristne liv et liv, hvor man er fordret af Jesu bud.

”Elsker I mig, så hold mine bud.” Det er sådan, du er kristen. Det siges fuldstændig utvetydigt i evangeliet i dag.

Det nye ved denne nye lov er ikke selve indholdet af den. Budet om at elske sin medkristne er et gammelt bud, ”som I har haft fra begyndelsen”. (1 Johannes brev)

Det nye er, at budet er menneskehjertet helt nært, skrevet i hjertet og ved Ånden, kraften fra det høje, skal det forandre det enkelte menneske, ja hele verden skal forandres.

Det var muligvis træls og umoderne det med at tage de bud alvorligt og lade dem forandre ens liv. Det var da træls og umoderne da en biskop i Rom blandede sig i gladiator-trenden og direkte forsøge at afbryde denne i hans og kirkens mening “uskik”, og lade sig dræbe i forsøget herpå. Det var da også kedeligt og moralistisk at insistere på monogami og på at mand og kvinde gensidigt var forpligtede på hinanden i ægteskabet. For ikke at tale om at modsætte sig mord på handicappede børn og overskydende pigebørn. Eller at insistere på at gøre godt mod fattige og syge. Pinsens Ånd faldt meget lidt i tråd med tidens ånd, må man sige

Disse kristne havde ikke skyggen af en chance for at gøre sig gældende med deres mærkelige tro. Sådan må den tids moderne mennesker have tænkt. Ikke desto mindre var det, hvad der skete. Kristendommen voksede og bredte sig. Og kom til at gøre sig gældende. Som udgangspunkt uden at danne sig lige med verden, uden at tilpasse sig den omgivende verdens moral eller mangel på samme, men med den mission at forvandle verden, hvad kristendommen da også gjorde. Kristendommen revolutionerede verden.

Troen på Kristi sejr over døden og på hans Ånds nærvær i verden, Kraften fra det høje, kom virkelig til at omforme antikkens rå samfund, transformere det til den civilisation med respekt for menneskelivet, med stor gensidig respekt mellem ægtefæller, med omsorg for de svage og syge og fattige, som vi den dag i dag lever i efterdønningerne af.

Ånden bragte noget helt nyt og hidtil uset ind i verden, nemlig en tro, en lov i hjertet, der foreskrev kærlighedsgerninger mod andre som en religiøs pligt. Noget der ellers kun var set mage til i jødedommen. En tro der bandt etik og forening med det guddommelige tæt sammen.

Kristendommen er ikke en lovreligion hører vi tit fremført – ikke mindst i den offentlige debat. Kristendommen handler om frihed fra loven og frihed fra at skulle leve efter bestemte regler. Hermed mener for det meste: i modsætning til islam, hvor døgnet, ja hele et menneskes liv er reguleret ned til mindste detalje af love og regler.

Det er på sin vis også sandt, at kristendommen ikke er en lovreligion. Paulus prædikede jo, at ved lovens gerninger kunne intet menneske blive frit eller finde fred. Af Guds nåde er jeg hvad jeg er, erklærede Paulus. Underforstået: ikke ved noget jeg selv gør.

Men at Kristus og ikke loven frelser, betyder ikke, at det kristne menneske ikke er under lov og fordring, og ikke er forpligtet på Jesu bud, det gør Pinsens evangelium i dag helt klart.

Og jeg tør godt hævde, at det var ved denne særlige kristne etik, at de kristne vandt verden. Det var Åndens gaver som er kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, trofasthed, mildhed og selvbeherskelse, de vandt verden og det er ved de samme Åndens frugter, vi kristne fortsat skal vinde verden.

Dette er Pinsens påstand: At det er livet i kærlighed og hengivelse for det andet menneske, der er det velsignede liv og det liv Gud ønsker for os mennesker. Kraften fra det høje har skænket friheden til at gøre det, Gud ønsker af os. Den kristne frihed er jo ikke en frihed FRA at gøre noget, men netop en frihed til at gøre godt. Til at hade det onde og elske det gode.

Siden Pinsens begivenheder dengang har kirken i perioder stået i fare for at danne sig lige med verden og glemme sine bud. Glemme at den skal forandre verden og ikke tilpasse sig verden. Glemme at den kristne frihed handler om at gøre godt, ikke om at gøre hvad man vil. Brødre, I blev kaldet til frihed, skriver Paulus. Brug blot ikke friheden som et påskud for at være selvisk, nej, tjen hinanden i kærlighed.

Hver gang kirken har været i fare for at danne sig lige med verden, har der heldigvis indefra været reformbevægelser, der fik kirken tilbage på rette spor: munkevæsenet, de middelalderlige reformbevægelser, Reformationen, pietismen og her i Danmark de gudelige vækkelser i starten af 1800-tallet.

Også i dag skal vi finde ud af, om kirken skal bevæge sig i samme retning som verden eller om den skal BEVÆGE verden. Det spørgsmål står kristne til alle tider overfor og pinsen er en anledning til at tænke særligt over det.  Jeg selv er ikke i tvivl om, at vi skal lade Ånden tale. Det er ganske vist lettere sagt end gjort, for kan vi vente på Ånden frugter og kan vi se og mærke Ånden i verden?

Ikke desto mindre er det netop, hvad vi beder til hver eneste søndag. For tænk lige over, hvad det egentlig er vi beder om hver gang vi har hørt trosbekendelsen. Når vi synger det lille vers, beder vi om, at det må være Helligånden der skal styrke os, så vi holder os til pagtens, den nye pagts ord, og at vi beder om at vi må se, at det er Herrens eget liv og hans Ånd, der er på spil i dette hus og i det Ord der tales her. (DDS 309,2).

Glædelig pinse. Amen.

.

Kommentarer