Prædiken 18. søndag efter trinitatis.


Dansk identitet og historie bygger på en stærk judæo-kristen arv. Kristendommen har sat sit præg på Danmark i mere end 1000 år. Hver søndag bringer 24NYT en prædiken. Vi har en række præster tilknyttet, som hver især deler deres forkyndelse af evangeliet med læserne. 


 

Bliv i mig, og jeg bliver i jer… Jeg er det sande vintræ. Min far er vingårdsmanden… Det er smukke ord, men de er også lidt kringlede..

Det er Gud, Jesus taler om. Og sig selv som Guds søn. Og han siger, at vi skal blive i ham. Men, hvad mener han, hvad betyder det, når Jesus siger at han er vintræet og vi er grenene?

Hvem er han, hvad betyder han for os?

I den kristne kirke bekendes, at Kristus er Guds søn. Intet mindre.

Og ved dåben spørges vi direkte og personligt om, hvad vi mener om Kristus.

Er der tale om barnedåb, er det ganske vist den voksne der bærer dåbsbarnet, og ikke barnet selv som svarer – men den voksne siger ja tak til troen på Kristus som Guds søn, på barnets vegne.

At tro er ikke at finde et godt og dækkende svar om livets mening, det er ikke at snakke udenom alle de modsætninger der er i troen, men simpelthen at sige ja tak.

At sige ja til troen, er ikke det samme som at sige, at man nu har styr på det hele, at man nu er afklaret med, at man er et troende mennesker, der altid vil efterfølge Kristus i ord og gerning.

For vi bliver aldrig afklarede her i livet. Jeg tror det ikke.. Guds veje er usporlige og uransagelige og det er vores veje så også.. vi kan aldrig garantere hvordan noget som helst bliver, og i relationen til andre mennesker bliver tingene da først rigtig uforudsigelige.. Det er frustrerende og smertefuldt OG det er på en måde også det, der gør livet spændende og rigt og uopslideligt, uanset hvor gammel man bliver.

 

Ja, Gud giver os mange gaver, men den største gave er, at han sendte sin søn Jesus til verden for at befri os fra alt det, der holder os nede og alt det der ikke får livet til at gro men i stedet ødelægger det…At tro er således at sige ja til hans søn, Kristus.

 

Den gave får vi ved dåben tilbudt med ordene ”tror du”..

Når den, der bærer barnet til dåben får stillet spørgsmålene, så er svaret jo egentlig givet på forhånd, for man har jo taget stilling til at barnet skal døbes.

Men måske skal man for sig selv stille spørgsmålene hvis svar umiddelbart lyder indlysende, for det kan jo være, svaret slet ikke er så indlysende som vi tror.

 

Tag nu f.eks ordet ”GUD”.

Hvad mener vi når vi taler om Gud?

Jeg gav f.eks på et tidspunkt konfirmanderne følgende opgave at besvare:

Hvis du måtte stille et spørgsmål til Gud, hvilket spørgsmål ville du så vælge?

 

Konfirmanderne svarede typisk:

Hvad sker der når vi dør?

Er Gud virkelig tilstede i mit liv?

Findes du Gud?

 

Det er jo uhyre relevante og vigtige spørgsmål at stille, og det er bestemt en udfordring at forsøge at svare.

Man kunne også udvide perspektivet, og spørge, hvorvidt vi overhovedet er i stand til at tale om Gud.

Kan ord og begreber udtrykke, hvad eller hvem Gud er?

Ord henviser jo altid til noget i vor kendte verden, og Gud er jo meget større end vi kan forestille os. Han er den, der er helt anderledes end alle kendte ting i vores verden. Hvordan kan vi så overhovedet tale om Gud?

 

Kun Gud selv kan fortælle hvem Gud er!

Men hvad skal vi så gøre når nogen spørger hvem Gud er og om vi overhovedet kan sige noget sandt om Gud, som ikke blot er gætterier??

 

Kristendommen er jo ikke kun troen på den almægtige skabergud.

Kristendommen er troen på den treenige Gud.

På Gud far, Gud Søn og Gud Helligånd – én Gud med tre personligheder. Tre udtryk.

Det er lettest at tale og forholde sig til sønnen, til Jesus.

I bekendelsen til Ham ligger, at ingen kender Faderen bedre end Sønnen.

Eller sagt på en anden måde:

I Jesus Kristus har Gud åbenbaret hvem han er. Og således giver Jesus svaret til os om hvem Gud er.

I dag hører vi et af Jesu ’Jeg-er-ord’: Jeg er vintræet. Kort forinden har Jesus sagt til disciplene: Jeg er vejen. Nu udvider han og siger at han også er det sande vintræ.

Han er altså både den vej, vi går på, han er den, der følger os igennem livet, og han er det træ, hvorfra vi får næring.

Han siger også at hans far, altså Gud, er vingårdsmanden, den der sørger for alle de små spæde vinplanter, som jo så er os.

Men hvad vil det sige, at bære frugt? Jesus siger det selv længere fremme i evangeliet til i dag. Han taler om kærligheden. For åndens frugt er kærlighed. Og Jesus giver os det bud, at vi skal elske hinanden. Et nyt bud giver jeg er; at I skal elske hinanden. Gør vi det, så bærer vi frugt.

Men hvad er det så vi skal gøre?

Ja, det må du nok spørge om. For der har længe, måske med rette, været stor fokus på, at der ikke findes en særlig kristen etik. Det er heller ikke forkert. Desværre har det ført til en form for berøringsangst eller modstand mod overhovedet at tale om hvad der er kristne dyder og man har helt glemt, at der faktisk er nogle retningslinjer – nogle pejlemærker, nemlig De ti bud og det dobbelte kærlighedsbud: du skal elske Herren din Gud og din næste som dig selv.

De bud er gode som udgangspunkter for, hvad vi skal gøre. Her er sammenfattet alt det Gud kræver af mennesket, skriver Martin Luther et sted.

Det drejer sig om de ting, der ligger lige for næsen af os og de giver os mere end rigeligt at bestille.

Mere indviklet behøver det ikke være: lad være med at lyve og stjæle, du må ikke slå ihjel. Ær din far og mor, lad være med at være misundelig på din nabo.

Luther mener faktisk, at det er helt overkommelige hverdagsagtige ting vi alle kan forsøge at gøre i større eller mindre grad.

Det er måske ikke de gerninger, der bliver skrevet om i aviserne eller andre steder. De blæser sig ikke op, de søger ikke deres eget. De praler ikke. De går ikke omkring på gader og stræder, så alle kan se dem. Med lange flotte kåber. De gør det, der skal gøres i ubemærkethed. Det er gerninger der ikke gøres med bagtanker eller fordi dem der gør det, vil opnå noget med de gerninger.

Havde vi læst lidt videre i Johannesevangeliet, præciserer Jesus, hvad den største kærlighedsgerning, der findes så er: nemlig den at sætte livet til for sine venner. Offeret.

Det betyder, at det er i det at ofre noget for andre, at det virkelige, evige liv er.

Og mange gør det. Fædre sætter deres egne behov til side for deres børn, mødre knokler for deres familie, ægtefæller tager sig af hinanden også når den ene rammes af sygdom og demens og alderdom og er som en levende død.

Eller hvad med når et barn står op for et andet barn i skolen? Selvom hun ved, at det vil få massen og medløberne til at vende sig mod hende. Hun ofrer sin popularitet og status for et andet menneskes skyld.

Det ser måske ud af så lidt, men det er alt. At elske sin næste. Det er livets mening. Den mening behøver vi ikke lede efter ved verdens ende. For den er lige ved siden af os. Meningen med livet er næsten, at give sig selv for hende.

Men i dag kommer der også nogle ord, som umiddelbart virker både hårde og skræmmende, for den, der ikke er den rene selvopofrende Mother Teresa-type:

Hver gren på mig, som ikke bærer frugt, den fjerner han..

Er det mig, Gud fjerner, når jeg ikke lever op til kærlighedsbuddet? For det er sandelig meget ofte, at jeg ikke gør det? Vil Guds vrede så ramme mig?

Når nogen bliver ”fjernet” som det brutalt hedder, så er det, når man fjerner sig selv. Når vi er i mørket frem for lyset, så er det, når vi selv vælger mørket.

Gud dømmer ingen, Gud sætter ingen udenfor i mørket. Det gør vi selv.

Det er som når der i begyndelsen af Johannesevangeliet står: Og lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke..

Når verden, det vil sige, magt, ære, gods og guld, at vi ser godt ud, når vi pudser vort ego, alt det ydre – betyder mest for os, ja, så griber vi ikke lyset: Guds ord, Kristus, kærligheden. Og så dømmer vi os selv ude i mørket og afskærer os selv fra den stamme som giver os den sande næring.

Ja, som der også står i Johannesevangeliet:

”Og dette er dommen, at lyset er kommet til verden, og menneskene elskede mørket frem for lyset, fordi deres gerninger var onde.  For enhver, som øver ondt, hader lyset og kommer ikke til lyset, for at hans gerninger ikke skal afsløres.  Men den, der gør sandheden, kommer til lyset, for at det skal blive åbenbart, at hans gerninger er gjort i Gud.«

Jeg tror, de fleste af os, så gerne vil blive i lyset. Og jeg tror også, mange af os kender, at vi hele tiden trækkes ind i mørkes igen. For mig er det en daglig kamp, ja, en disciplinering, et valg. Og så ofte lykkes det ikke. Det, der skal gøre, at vi igen og igen, tager fat på det, der kan være så svært: kærlighedens gerning, åndens frugt: at elske; er, at Gud har lovet os at være med os, også når vi fejler og går vild og skiller os selv fra Gud.

Det løfte har vi først og fremmest fået i dåben:

Jeg er med dig alle dage. Det er hvilen og trøsten og styrken der skal få os videre i den kamp, som livet også er. Og i den kamp som foregår inde i ethvert menneske: kampen mellem lys og mørke.

Så: Urolige hjerte!
Luk op for Guds fred!
Da dulmer al smerte
og dåner derved.

Amen.

 

  .................

24NYT modtager IKKE mediestøtte. Klik her og støt med 1,- om dagen

Få avisen leveret gratis på mail

Kommentarer

STØT 24NYT EN GANG OM MÅNEDEN

Vælg beløb