“Bed, så skal der gives jer, søg så skal i finde; bank på så skal der lukkes op for jer.”
Så klart lyder Vor Herre Jesu Kristi egne ord til ord til os og de viser forskellen på kristendom og så alle andre måder at være religiøs på i dag.
Ikke-kristne former for religiøsitet – også dem der dominerer i nutidens post-kristne folkekirke – har i dag altid deres centrum i mennesket selv.
Når man i disse taler om tro, så handler det om en følelse i menneskets indre og om hvad denne følelse kan gøre ved os.
Det handler om en holdning til livet, om at føle livsmod osv. “Jeg tror at jeg tror”, som en nyreligiøs bog hedder. Troen handler om sig selv. Om navlebeskuelse.
Sådan er det ikke i kristendommen. I kristendommen viser troen ikke ind i mennesket, den viser udad. Mod Gud som en objektiv ydre virkelighed. For den kristne er tro ikke en følelse, en livsanskuelse, en eksistensholdning eller den slags. For et kristenmenneske er tro at holde fast i det klare historiske faktum, at den almægtige evige Gud blev menneske i Jesus Kristus, døde på korset som et offerlam, som et gudvelbehageligt offer, en liflig duft, og på tredje dag opstod fra de døde. Ikke i vores eller disciplenes følelse eller fornemmelse, ikke som en myte, men i den objektive historiske virkelighed.
Enten er det sandt eller så er det løgn, at Jesus er den almægtige Gud, som blev menneske. Det er derfor umuligt at have kristendom som livsanskuelse og det er umuligt at have kristendom som tradition, dvs. at være kulturkristen. At være kulturkristen er ikke at være 50% kristen, det er at være det modsatte af kristen, thi kristendom er påstanden om en objektiv historisk sandhed. Enten er den usand, og så bør den bekæmpes af alle kræfter, eller så er den sand og så må den nødvendigvis være det eneste virkelige centrum i alle menneskers liv.
På samme måde med bøn. I alle andre religioner i dag handler bøn om noget indre, noget subjektivt. Hos boghandlerne står religiøse bøger på samme hylder som psykologiske selvhjælpsbøger, mindfulnessbøger og den slags.
Bønnen handler så om at mennesket skal samle sig om sig selv, finde ro i sig selv, acceptere skæbnen og den slags. Bøn og meditation kommer til at minde om hinanden.
Og for muslimer handler det om at vise underkastelse. Det muslimer kalder ”bøn” og hvor de kaster sig til jorden som slaver handler, ifølge al muslimsk lære, kun om én ting: At underkaste sig den ukendte – af Allah fra evighed af forudbestemte –skæbne og vise, at man accepterer den. Accepterer at være en slave uden fri vilje. Derfor kaster man sig til jorden, som en slave gør det foran den tyranniske herre. Man placerer sig som den dødsdømte, der skal have hovedet hugget af og håber så, at man hører til dem, som tilfældigvis bliver benådet. Man kan aldrig vide.
Muslimen mener ikke, at mennesket kan tale med Allah eller ved sin bøn kan få Allah til at imødekommen bønnen. At tro sådanr er iølge islam kætteri, thi Allah har forudbestemt alt og intet kan rokke ved hans bestemmelse. At påstå at en bøn kan ændre Allahs vilje er ifølge al muslimsk lære det pureste blasfemi, det er at anfægte Allahs almægtighed.
Derfor er det meningsløst overhovedet at bruge det samme ord for den muslimske underkastelse og den kristne bøn.
Kristendom er det modsatte at mindfulness, det modsatte af coaching og det modsatte af Islams fredags”bøn”, thi en kristen bøn har for det første ikke vi mennesker eller vores holdninger i centrum og den kan for det andet rent objektivt ændre Guds vilje.
Fordi vi kristne tror på en levende og bevægelig Gud, en Gud som er en virkelig person der blev menneske i Jesus Kristus og som i Helligånden er levende tilstede iblandt os i bøn og Gudstjeneste, derfor er det Gud og ikke os, som er i centrum, når vi beder.
Når vi beder til Gud, er det en lige så virkelig og personlig samtale, som når et barn beder sin fader eller moder om noget. Fader Vor.
Den kristne bøn kan på mirakuløs vis ændre den almægtige og alvidende Guds vilje. Et fromt barns bøn til Gud om godt vejr til fisketuren kan ændre vejrudsigten og en gammel kones bøn fra den bagerste kirkebænk kan ændre verdenshistorien.
Den Gud vi i bønnen taler med, er Ham, som ved sit ord opvakte Lazarus fra de døde, den Gud som ved den hellige nadver helt bogstaveligt skænker os sit legeme og blod og tager bolig i vore hjerter. Vi er hans børn og vi kan i bønnen tiltale ham som ”Fader Vor”.
Det vigtigste sted denne bøn udfolder sig er netop i gudstjenesten.
Gudstjenesten er dér, hvor Gud først og fremmest handler og der hvor vi først og fremmest beder.
Derfor ødelægger man gudstjenesten, hvis man sætter menneskets i centrum, hvis man gør gudstjenesten til et pædagogisk instrument eller på anden vis gør mennesket til målet for gudstjenesten.
At være kristen er ikke en følelse, det er ikke en eksistensholdning, det er ikke en livsanskuelse. Nej, at være kristen er at samles til gudstjeneste og dér modtage Guds hellige gaver, takke for dem og bede til Gud.
En samtale forudsætter jo, at man ikke skuer indad, men tværtimod ser på den, man taler med.
Man kan ikke føre samtale med Gud, hvis man vender ryggen til ham eller sidder i rundkreds..
Og fordi gudstjeneste og bøn ikke er en følelse, men handler om noget ydre og objektivt, derfor er kristentro og gudstjeneste ikke kun en personlig sag, det er også en folkelig sag.
Det er derfor, vi ved hver eneste gudstjeneste beder for folk og fædreland, det er derfor, der er et kors over spiret over Christiansborg og der er derfor, vi har Store Bededag.
Store bededag blev, under svenskekrigene, skabt som en national helligdag hvor vi især beder for folket og fædrelandets overlevelse.
Store Bededag er en dag hvor vi takker for at Gud har ladet os bestå som folk og hvor vi beder om at han vil bevare os som folk.
Det er jo en Guds velsignelse, at tilhøre et folk og en nation hvor man kan leve i tryghed blandt mennesker man har et medfødt fællesskab med. Kun hvor det folkelige fælleskab er stærkere end klassefælleskabet og ideologifællesskabet vil de stærke føle sig forpligtede til at tage vare på de svage.
Netop folket, landet og nationen er da også de vigtigste temaer i Det gamle Testamente. Gud udvælger sig et særligt folk, Israel, som han – ved traditioner, sprog, religion og fysiske grænser – adskiller fra alle andre folkeslag.
Og siden da har det at tilhøre et folk for jøder og kristne været næsten lige så selvfølgeligt, som det er for os at tilhøre en familie.
Ligesom Jøderne blev udvalgt som Guds folk, således har hvert eneste af de folk som senere blev kristne set sig selv som Guds udvalgte.
Det kristne danske folk er – mente man i alle de år, Danmark var entydigt kristent – i nøjagtig samme forstand som Israel, Guds udvalgte folk. Udvalgt til at leve under Guds særlige velsignelse. På den jord som er vores. Og ikke mindst udvalgt til at leve i ansvar over for Gud. Både som folk, som familier og som enkeltindivider.
Jesus siger: ”Gå ud i alverden og gør alle folkeslag til mine disciple.”
Jesus taler her ikke om enkeltindivider, han taler om folk. For vel er tro noget personligt, men tro er så sandlig også noget folkeligt.
Og sådan var det da også, da vikingerne blev kristne. Vi blev kristne stort set på én gang og som folk. Det var kristendommen, som skabte os som folk.
Nationalstaten – med dens lighed for loven, folkelig sammenhængskraft og omsorg for de svage – er skabt af kristendommen og den vil forsvinde igen i samme takt, som kristendommen forsvinder ud af folkets hverdag, således som det sker i disse år.
Uden korset i flaget og gudstjeneste i kirkerne vil der ikke være noget dansk folk.
I Bibelen hører vi da også utallige gange Gud formane Israels folk om, at hvis de holder op med at dyrke Gud ved gudstjenesterne så vil de fosvinde som folk. Det gjalt dengang og det gælder i dag.
Det er det vi i særlig grad mindes om på Store Bededag. På Store Bededag gør vi bod og vi beder. Ikke som enkeltpersoner men som kirke og som folk. Vi beder om, at som Gud har skærmet og bevaret os tusind år, således vil han også gøre fremover.
Men skulle det ikke ske – skulle det gå Danmark som det gik det engang kristne Syrien, det engang kristne Ægypten, det engang kristne Tyrkiet osv. – så er, så længe vi holder fast i bøn og gudstjeneste, stadig i Guds hånd.
Derfor behøver vi som kristne aldrig at fortvivle eller blive fanatiske. Vi har et borgerskab i Guds rige, vi har et himmelsk fædreland, et himmelsk Danmark som er uendeligt vigtigere end vort jordiske fædreland.
Vi har et evigt uforgængeligt himmelsk borgerskab.
Som vi nu skal synge:
Så far da, far vel!
du skal nu ej længer bedrage min sjæl,
bedragerske verden, jeg takker dig af
og sænker dig ned i forglemmelsens grav;
jeg længes at trøstes for sorrig og nød
i Abrahams skød!1