Prædiken til 11. søndag efter trinitatis

Læsninger: 5 Mos 30,15-20, Rom 10,4-13, Luk 7,36-50

Lad os i dag lige se på, hvad en lund er. Sådan en kender vi alle sammen. En lund er en lille skov. Det er helt naturligt at vi søger til lunden når vi mødes, for mens den store skov er farlig og dyster, utæmmet natur, er lunden overskuelig og nærmer sig haven i form og symbolik; lunden er det sted, hvor man nok møder naturens overnaturlige kræfter, men afgrænset, stille og indviet.

I det førkristne Norden blev lunden ofte brugt som plads for riter, fx ofringer, og derfor opfattet som hellig. I et eddadigt om Frejs og Gerds elskov er mødestedet for deres hellige bryllup netop Barre, den hellige lund “med den lune luftning”. I vores danske sprog kender vi ordet fra talrige skove og landsbyer der ender på -lund(e) og det er stednavne der er blandt de ældste i Norden. Og sådan er det der, i det afgrænsede og hegnede, at livet kan udfolde sig. Det er en gammel sandhed: at hvor ingen hegner, kun torne gro (Grundtvig). Det vil sige at livet kan kun eksistere, hvor det beskyttes. Derfor er det da også, at paradiset er en aflukket have og enhver have på jorden med sine hegn og hække er en kopi af denne paradisets have, hvor fred og glæde og kærlighed bor.

 

Nogle gange tror jeg vi lever i en tid der har glemt at grænser og hegn er godt. At påbud og befalinger faktisk i udgangspunktet er værn om livet. Sådan er Moseloven, med Guds befalinger, som vi lige har hørt om faktisk tænkt. Som værn om livet. Som et værn mod alt, hvad der truer og ødelægger livet. Med den lov fik israelitterne en vej at gå gennem mørkets dal, gennem alt det der truer. Loven var det, der kunne sikre dem det, som de måtte ønske sig og som ethvert folk vel ønsker sig: at bo i sit eget land og se livet fortsætte generation efter generation. Loven er hegnet rundt om blomsterhaven eller vingården. I de mange tusinde år det jødiske folk har været uden deres eget land var det netop ved at holde fast ved loven, ved Guds befalinger, at de bevarede sig selv som folk.

 

Afgørelsen for Loven, for den vej loven udstikker, står de nu ved efter deres ørkenvandring, hvor de har været ude i det ubeskyttede vildnis i årtier. De står nu for at skulle gå ind i det fortættede land. Vil de vælge livet eller vil de vælge døden? Vil de være i den hegnede blomsterhave eller udenfor? Opfordringen fra Gud Herren er klar! Vælg livet. Vælg velsignelsen. Så skal du leve. Alternativet lyder jo voldsomt, men er det ikke en erfaring vi alle kender? At uden love og befalinger så ender alt i kaos? I død og ødelæggelse? Uden hegn, kun torne.

 

Vi skal vælge livet. Vi skal vælge Ham der er vejen, sandheden og livet.
Vi skal hverken hente Ham oppe fra himlen eller nede fra underverdenen. Kristus ER opstået fra de døde. Tilgivelsen, velsignelsen, er bragt til veje og skal ikke søges langt borte. Frelsen er ikke noget fjernt eller indviklet noget. Nej, det ord der skænker dig alt dette er ganske nær. I din mund og i dit hjerte så du kan handle derefter. Så vælg da livet! Vælg velsignelsen. Sig ja til invitationen fra Gud. Forlad dig på Gud. Giv ham dit hjerte.

Husker i den franske præst Jaques Hamel? For to år siden blev han en morgen halshugget under morgenmessen i sin kirke i Saint-Étienne-du-Rouvray. Inden da havde han i sit kirkeblad skrevet en sommerhilsen til sin menighed. Det skulle blive hans sidste, men det vidste den gamle mand ikke da han skrev den.

I kirkebladet står der:

”Lad os formå, at forstå invitationen fra Gud til at øve omhu for denne verden og skabe en varmere, mere menneskelig og mere næstekærlig verden dér, hvor vi bor og lever.” Kort tid efter blev han jo så koldblodigt myrdet foran alteret i den kirke, hvori han gjorde tjeneste. Jacques Hamel er nu en martyr for Gud, et blodvidne.

De to der myrdede ham og tog resten af den lille forsamling, der var kommet sammen denne morgen, for at høre Herrens ord, som gidsler, er derimod ikke martyrer. Selv om nogen angiveligt vil kalde dem sådan og forstå dem sådan. For selve martyrbegrebet er et kristent begreb. Martyr er den, der vidner om Gud selvom det koster ham eller hende livet. Martyr er den der sætter sit liv til for andres skyld og sådan vidner om Gud. Enhver der lever sit liv i tjeneste for andre mennesker, vidner om Gud. Den der elsker meget vidner om Gud.

Sådan æres Gud og sådan gøres Gud stor: ved at elske meget, ved at ofre sig for andre. Ikke ved at ofre andre. Vidne om Gud gør derfor den der forstår og tager imod den invitation Jaques Hamel taler om i sin hilsen. Den invitation der lyder fra Gud til at øve omhu, til at skabe en varmere og mere kærlig verden, der hvor vi bor og lever.

Vidne om Gud gør den der forlader sig på Gud. Den der lader Gud være Gud. Den hvis hele hjerte og tillid er rettet mod Gud. Det er derfor, at det er kvinden i Lukas fortælling, der vidner om Gud. Hun som levede i synd, hun som ingenting havde. Hun har kun sit stakkels hjerte at give. Hun ved at hun ingenting kan give som nogen ting er værd. Det er alt hvad jeg har, siger hun. Men det er også alt hvad jeg vil have, siger Jesus. Det er alt hvad han vil have: vores hjerte. At vi forlader os på Ham.

”Jeg har stillet dig over for livet og døden, velsignelsen og forbandelsen. Så vælg da livet, for at du og dine efterkommere må leve, og elsk Herren din Gud, adlyd ham, og hold fast ved ham!”

Hold fast i ham. Hvordan? Jo, tag del i den afgørende kamp for livets sag mod de mørke og livsødelæggende magter, der også i vor verden i dag er truende til stede. Lad dit liv være et vidnesbyrd om Gud. Et levende offer. Et liv i tjeneste for næsten. For dette skal være vores gudstjeneste.

Efter mordet på Jaques Hamel oprettede en svensk præst, Helena Edlund, en facebookgruppe med formålet at sætte fokus på og vise solidaritet med verdens forfulgte kristne. Hun opfordrede folk til at tage et billede af deres kors og poste det i gruppen. Men initiativet faldt ikke i god jord hos Svenska Kyrkans ledelse.

En kommunikationskonsulent udtalte: (for sådan nogle har de i Sverige – og de kan faktisk udtale sig på kirkens vegne fordi Svenska kyrkan har en øverste instans – et kirkeråd.) at kampagnen er ukristelig (ligefrem) ligefrem. Siden er Helena Edlund blevet fyret og gruppen, der på kort tid fik 9000 medlemmer, er lukket.

Men at bære korset frem er faktisk vores opgave som kristne.
Vor Herre siger: du skal ikke sætte dit lys under en skæppe. Nej du skal sætte det op på bordet, hvor det lyser for alle som er i rummet. Nej vi må for alvor mande os op. Eller som Paulus siger et sted: Gud har ikke givet os en fej ånd, men en ånd med kraft og kærlighed og besindighed. Og vi som har fået så meget betroet, skal der forlanges så meget mere af. Vi skal elske meget!

Så vil du det? Vil du leve ved korset? Nu er det vores tur til at svare. Der er ikke andre der kan svare for os. Spørgsmålet er ingen eksamen eller test. Det er et evangelium. Det er en indbydelse.
Og det er dig ”ganske nær. I din mund og i dit hjerte så du kan handle derefter.”

Amen