Prædiken til 13. Søndag efter Trinitatis


Dansk identitet og historie bygger på en stærk judæo-kristen arv. Kristendommen har sat sit præg på Danmark i mere end 1000 år. Hver søndag bringer 24NYT en prædiken. Vi har en række præster tilknyttet, som hver især deler deres forkyndelse af evangeliet med læserne. 


 

Lær mig, Herre, din vej, at jeg kan vandre i din sandhed;

vend mit hjerte til dette ene:

At frygte dit navn.

I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen

Ved dåben blev vi kristne adopteret som Guds børn. Det blev til sandhed for os, at Jesus Kristus døde på korset for vores skyld og at han derved har banet vej for os til det evige liv i Guds rige.

Kristus har banet vejen for os og det eneste vi behøver er at træde ind på denne vej. Det gør vi i dåben, det gør vi i vore daglige bøn til Gud og det gør vi når vi kommer i kirke, bekræfter vores kristne tro og i Den Hellige Nadver modtager Guds eget legeme og blod, dvs. helt bogstaveligt modtager det offer Kristus  på korset bragte for os. Når dette sker så bliver vi en del af Guds eget treenige fælleskab, den hellige kommunion, af fader søn og Helligånd.

Nogen større gave end dette kan intet menneske få. Det forstår vi som kristne da også udmærket med fornuften, men fordi vi også stadig er syndere som lever i syndens verden, derfor følger vores vilje ikke med.

Det er det vi ser et godt eksempel på i dagens evangelietekst, hvor dem som har i hvert fald burde have forstået det allerbedst alligevel handler i modstrid med det.

Vi hører, at to af disciplenes moder kommer til Jesus for på vegne af sine sønner, Jakob og Johannes, at bede om at de skal sidde nærmest Jesus i himmeriget. De synes åbenbart ikke det er nok at modtage det evige liv, de vil også have en særlig privilegeret plads i det.

Jesus lytter til moderens ærinde, men han er nu godt klar over, at det ikke bare er moderen, der taler, så han retter sit svar til brødrene:

”I ved ikke, hvad I beder om! Kan I drikke det bæger jeg skal drikke?”

Jakob og Johannes fastholder imidlertid deres ønske, og insisterer på, at de nok kan drikke det samme bæger som Jesus, hvis det skal komme an på det. Og det gør de jo nok, fordi de ikke ved, hvad det bæger indeholder.

De har nemlig ikke forstået, at Jesus’ kongedømme ligger hinsides hans opstandelse, og at vejen dertil går gennem lidelse og død. De ved ikke, at Jesus vil blive henrettet. De tror måske, han vil komme til Jerusalem og blive konge af Israel. Og så gælder det jo om at holde sig til.

LÆS OGSÅ:  Prædiken til 9. søndag efter trinitatis – Frygt ikke

Men det Gudsrige, som Jesus talte om, var af en helt anden karakter end alle jordiske riger.

I Bibelens lignes Gudsriget tit med et overdådigt festmåltid. Og når Zebedæussønnerne taler om Gudsriget og drømmer om pladserne på højre og venstre side, så forestiller de sig Gudsriget som dette store festmåltid i kongens hus.

De ser for sig Jesus og dem selv til højbords, drikkende af det samme bæger. Magt og herlighed og ære.

Men sådan ser festmåltidet ikke ud i virkeligheden, siger Jesus. Jesu Kristi plads står indtil videre, dvs. indtil han  himmelfart og genkomst ved tiderne ende, tom.

Han har forladt sin æresplads for i stedet at gøre tjeneste ved bordene.

”Menneskesønnen er ikke kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene.”

Og i og med, at han har forladt sin æresplads ved højbordet for at tjene, så er der jo ikke megen herlighed for Zebedæussønnerne i at sidde til højre og venstre for den tomme stol og lade sig beværte. Tværtimod faktisk.

Det er således en i egentlig forstand rystende omrokering af vores æresbegreber, som kommer til udtryk i dagens evangelium.

Den ellers så attråværdige ære, som er forbundet med jordisk magt og herlighed, bliver til en tom plads, som ingen sidder på. Og den nederste plads i hierarkiet, tjenerens plads, bliver den eneste plads, der er forbundet med sand ære og herlighed.

Den normale vurdering er – dengang som nu –  at det er bedre at være stor og magtfuld end lille og ubetydelig.

Hvis vi lytter til denne verdens magter, så hører vi, at det gælder om at få magt.

Ifølge denne verden så består fortabelsen i ikke at realisere sit eget potentiale; medens  frelse er at karriereplanlægge og have succes med det.

Ifølge denne verdens magter så gælder det for et menneske om at være hovedperson i sit eget liv.

Men det er løgn, siger Jesus

Mennesket skal aldrig have sig selv som hovedperson i sit liv. Vi skal have Gud og næsten som hovedpersoner i vores liv.

I den virkelige verden blev pladsen ved Jesu side ikke tildelt en discipel men den angrende røver som blev korsfæstet sammen med ham. Det var vist så langt fra de ærespladser, Zebedæussønnerne havde håbet på, som man kan komme.

LÆS OGSÅ:  Prædiken 22. søndag efter trinitatis.

Tragisk nok så kom i hvert fald den ene af Zebedæussønnerne, apostlen Jakob, til at lide martyrdøden. Han blev halshugget under kong Herodes Agrippa. Og derved kom han, som Jesus også antyder, faktisk til at drikke den samme kalk, dvs. lide samme skæbne, som Jesus. Derved kom han til at sidde ved Jesu højre hånd, thi tættest på Jesus er netop de kristne som lider martyrdøden.

Dem er der i øvrigt mange af, også i dag. Også i Europas storbyer er kristenforfølgelser nu igen så småt ved at være almindelige. Ligesom det i årevis har været livsfarligt at være iført jødiske smykker i Europa, således at det nu i mange byer og kvarterer farligt at gå med et kors om halsen. Dem der gør det er derfor trosvidner ligesom Jesu disciple var trosvidner. Deres lidelse peger hen mod Jesu lidelse og de drikker derved samme kalk som han gjorde.

For Jesus måtte vejen som bekendt gennem lidelse og død: 

”Menneskesønnen er ikke kommet for at lade sig betjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange.”

Blandt de mange er vi. VI er blevet løskøbt ved Jesu blod. Som frikøbte gidsler er vi sluppet ud af mørkets og dødens fængsel og er kommet hjem til det evige liv i Guds rige.

Vi behøver ikke længere at kæmpe for de bedste pladser. Vi er allerede ved Jesu blod blevet skænket den plads som er vores rette plads ved.

Derfor er vi frie i denne verden. Vi behøver ikke at søge denne verdens ære. Heller ikke den ære man opnår når man for ærens skyld sætter sig på den nederste plads og demonstrerer sin ydmyghed og sit gode hjerte for alverden.

Nej vi er blevet løskøbt. Også løskøbt fra ydmyghedens forfængelighed, løskøbt fra beskedenhedens praleri.

Vi er løskøbt til at tjene Gud og næsten indtil vi i Jesu navn hentes hjem til de evige boliger.

Det er denne sandhed som blev forkyndt for os ved dåben og som i dag bliver

AMEN

Kirkebøn

Lov og Tak og evig Ære være dig, vor Gud,

Fader, Søn og Helligånd,’

LÆS OGSÅ:  Prædiken for Store Bededag – af Claus Thomas Nielsen

Du som var er og bliver én sand treenig  Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Vi beder dig

Giv os nåde til at bede således, at vi vender os mod dig med såvel hjerte som læber og fortjener at blive hørt.   

Du er allestedsnærværende, fra dig kan ingen hemmelighed skjules. Må vor viden om dette lære os at samle vore tanker om Dig med ærbødighed og hengivenhed, således at vi ikke beder forgæves.

Først og fremmest beder vi for din hellige kirke på jorden.

Beskærm den gennem storm og trængsler og bevar den fra falsk tryghed og verdens tillokkelser indtil fuldendelsen i evigheden.

Rens din kirke for kætteri og vantro. Giv os rettro biskopper og præster.

Flyt ikke lysestagen fra den gamle kristenhed, men ophold dit ord og dine sakramenter uforfalskede iblandt os. Lad alle kristne vokse i nåde og kundskab om din vilje.

Hold din beskærmende hånd over vort folk og fædreland. Giv  vor verdslige øvrighed et gudfrygtigt kristent hjerte, så den  regerer i korsets lys, modstår magtens djævelske fristelse, og forsvarer frihed og retfærdighed.

Velsign og bevar vor dronning Margrethe II, prins Henrik, Kronprins Frederik, Kronprinsesse Mary og Hele det kongelige hus. Giv dem og os alle nåde, fred og velsignelse og efter et kristeligt liv den evige salighed.

Men over alle andre velsignelser for os selv og vore medskabninger, O Gud, trygler vi dig om at styrke vor sans for din nåde ved din forløsning af verden, for værdien af den hellige tro i hvilken vi er blevet opdraget, således at vi ikke, ved vor egen forsømmelse bortkaster den frelse, Du har skænket os, eller er kristne blot af navn.

Hør os, almægtige Gud, for hans skyld, som har forløst os og lært os at bede:

Fader vor, du som er i himlene!

Helliget vorde dit navn,

komme dit rige,

ske din vilje

som i himlen således også på jorden;

giv os i dag vort daglige brød,

og forlad os vor skyld,

som også vi forlader vore skyldnere,

og led os ikke i fristelse,

men fri os fra det onde.

Thi dit er riget og magten og æren i evighed!

Amen.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)