Salmer:
733: Skyerne gråner, og løvet falder.
268: Zions vægter hæver røsten.
315: Helligånd, de frommes glæde.
274: Rejs op dit hoved, al kristenhed.
456: Vor Herre Jesus i den nat.
279: Venner lad kun skyer gråne.
Læsninger
Denne hellige lektie skriver profeten Esajas (11,1 – 10):
Men der skyder en kvist fra Isajs stub,
et skud gror frem fra hans rod.
Over ham hviler Herrens ånd,
visdoms og indsigts ånd,
råds og styrkes ånd,
kundskabs og gudsfrygts ånd;
han lever og ånder i frygt for Herren.
Han dømmer ikke efter, hvad hans øjne ser,
fælder ikke dom efter, hvad hans ører hører;
han dømmer de svage med retfærdighed,
fælder retfærdig dom over landets hjælpeløse.
Han slår voldsmanden med sin munds stok,
og med læbernes ånde dræber han den uretfærdige;
retfærdighed er bæltet om hans lænder,
trofasthed bæltet om hans hofter.
Ulven skal bo sammen med lammet,
panteren ligge sammen med kiddet;
kalv og ungløve græsser sammen,
en lille dreng vogter dem.
Koen og bjørnen bliver venner,
deres unger ligger sammen,
og løven æder strå som oksen.
Spædbarnet leger ved slangens hule,
det lille barn stikker sin hånd
ind i hugormens hul.
Ingen volder ondt eller ødelæggelse
på hele mit hellige bjerg;
for landet er fyldt med kundskab om Herren,
som vandet dækker havets bund.
På den dag
skal Isajs rodskud stå som et banner for folkeslagene;
til ham skal folkene søge,
og hans bolig skal være herlighed.
Epistlen skriver apostlen Paulus til romerne (Rom. 15,4 – 7):
Alt, hvad der tidligere er skrevet, er jo skrevet, for at vi skal lære af det, så vi med udholdenhed og med den trøst, som Skrifterne giver os, kan fastholde håbet. Udholdenhedens og trøstens Gud give jer ét og samme sind, sådan som Kristus Jesus vil det, så I enigt med én mund lovpriser Gud, vor Herre Jesu Kristi fader!
Tag derfor imod hinanden, ligesom Kristus har taget imod jer til Guds ære.
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas (21,25 – 36):
Jesus sagde: ”Og der skal ske tegn i sol og måne og stjerner, og på jorden skal folkene gribes af angst, rådvilde over havets og brændingens brusen. Mennesker skal gå til af skræk og af frygt for det, der kommer over verden, for himlens kræfter skal rystes. Og da skal de se Menneskesønnen komme i en sky med magt og megen herlighed. Men når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig.«
Og han fortalte dem en lignelse: »Se på figentræet og alle de andre træer. Så snart I ser dem springe ud, ved I af jer selv, at sommeren allerede er nær. Sådan skal I også vide, når I ser dette ske, at Guds rige er nær. Sandelig siger jeg jer: Denne slægt skal ikke forgå, før alt dette sker. Himmel og jord skal forgå, men mine ord skal aldrig forgå.
Tag jer i agt, så jeres hjerte ikke sløves af svir og drukkenskab og dagliglivets bekymringer, så den dag pludselig kommer over jer som en snare; for den skal komme over alle dem, der bor ud over hele jorden. Våg altid, og bed om, at I må få styrken til at undslippe alt det, som skal ske, og til at stå foran Menneskesønnen.«
Prædiken
”Giv agt!” lyder det militære kommandoråb og sådan lyder Kristi tilråb vel også her i søndagens tekst: ”Tag jer i agt!” på at våge, bede og være beredte på Menneskesønnens ”… komme i en sky med magt og megen herlighed.”. Det er den ubekendte men fremtidige dommedag, der omtales. Der, hvor Gud afslutter det hele og genopretter det Paradis, Esajas profeterede om, der hvor: ”Ingen volder ondt eller ødelæggelse …”.
Oprigtigt er der to dommedagsscenarier i kapitlet, for inden Jesu forudsigelse af Guds dommedag, har han forudsagt en national dommedag over det jødiske folk. Han siger: ”Når I ser Jerusalem omgivet af hære. Da skal I vide, at dens ødelæggelse er nær … det er straffens dage … Ve dem, der skal føde … der skal komme stor nød over landet og vrede over dette folk. De skal falde for skarpe sværd og blive ført bort … som fanger, og Jerusalem skal nedtrampes …” Altså et forvarsel om det Herrens år 70, hvor far og søn, kejser Vespasian og Titus, med deres romerske legioner, slog et jødisk oprør ned, smadrede Jerusalem og drev jøderne i landflygtighed, som varede frem til 1948. Derfor omtaler kapitlet to dommedage, hvoraf den ene er nederlag og landflygtighed; modsat den gudsskabte dommedag, som Kristus kalder for en ”forløsning”.
Har vi så grund til at frygte Guds dom? Ikke det fjerneste snarere tværtimod. Nej! det er derimod ”dagliglivets bekymringer”, som Kristus advarer os imod. Nu om stunder kunne vi måske tilføje de bekymrende forestillinger om jordens undergang med daglige nyhedsudsendelser om klimafrygt, naturkatastrofer, udledning af CO2, Nordpolens nedsmeltning osv. ”Hvis vi ikke gør sådan eller sådan, så går jorden under!”, lyder den daglige messen, som efterhånden har udviklet sig til menneskeskabte dommedagsprofetier med religiøse undertoner.
Vi oplevede noget der mindende påfaldende om det i tirsdags, hvor nogle veganeraktivister, der kalder sig Save Movement (Redningsbevægelse), demonstrerede mod slagtningen af nogle køer foran et slagteri i Århus. Veganere spiser eller drikker ikke animalske produkter, fordi de mener, at med de mange husdyr udledes der for meget CO2, som skader verdens klima. Det er en begrundelse, man kan være enig eller uenig i; men Save Movement går skridtet videre, hvor det ikke blot er klimaet, som giver dem bekymringer. Nej! Ifølge bevægelsen begik Århus slagteriet slet og ret mord på ”individer”, der for øjeblikket opholdt sig på en dødsgang og ventede på en massenedslagtning, som de sammenlignede med ”Holocaust”. ”Hvis det var et barn, ville jeg føle det samme.”, sagde en af aktivisterne; mens tårerne og vredesudbruddene fik frit løb.
Det var umuligt med en meningsudveksling, for med deres iscenesættelse udtrykte aktivisterne: ”Se her, jeg er det gode eksempel, fordi jeg spiser sådan.” Med deres optræden forsøgte Save Movement bevægelsen ikke at argumentere sig frem til, at de var modstandere af dyreslagtninger. Nej! De tudede sig frem til et forsøg på at gennemtvinge deres egen menneskeskabte og autoritære religiøse agenda med en snert af dommedagsundertoner.
Deres tuderi mindede jo om et barn, der ikke får et stykke slik, når det er med forældrene på indkøb. Det kan de opdrages ud af; men når voksende, bruger samme metode: ”Jeg vil have min vilje og hvis jeg ikke får den, så tuder jeg.” Ja, så er vi vidne til en radikal og kynisk individualisme, hvor man, frem for saglige argumenter, bruger gråden til at tvinge sig sin vilje igennem på andres bekostning. Der er forskel på gråd ved: sygdom, dødsfald, ulykker eller barske nederlag og så en flok selvudråbte dommedagsprofeter, som i mangel af realitetssans og situationsfornemmelse, anvender følelsesporno, krokodilletårer, hykleri og autoritære tendenser.
Det er ikke noget nyt, at dommedag sælger billetter; men tårer gør også. Efter et terrorangreb i 2016 tog en kendt debattør tråden op og udtrykte sig: ”Undskyld mig: Jeg har ikke brug for hylende kvinder i denne situation, men en stærk mand (eller kvinde), der kan tage fløjlshandskerne af og træde i karakter.” Man skulle jo netop tro, at de ansvarlige myndigheder ville vågne op og forsvare befolkningen; men i stedet begynder de at tude; mens grupper af mennesker samler sig i større og mindre grupper og synger den afdankede Beatlessang, Imagine; den norske pacifisthymne: Kringsatt av Fiender eller bare hippiesangen: ”De voksne kan også være bange og så synge lange bange sange.”
Men det er nu ikke kun mod terror, hvor fløjlshandskerne skal tages af, for enhver af os bør tage ordets fløjlshandsker af og tale imod nogle totalitære veganske grædekoner, som påberåber sig en selvudnævnt frelsthed, og indforstået erklærer os kødspisere for de værste syndere. Med den forkætrede idealisme og frelsthed, har bevægelsens aktivister mistet enhver form for menneskelighed og medfølelse, når man kan misbruge det efterhånden forkætrede begreb Holocaust ved at sidestille koncentrationslejre med køer og svin, der føres til slagtning. Og værst af alt: sidestiller et barns dødsfald med køer der skal slagtes. Det vidner om en gudløs idealisme eller ateisme, hvor dens disciple forsøger at trække mennesket og dyrene bort fra Guds skabelsesordning, hvor mennesket er sat over dyrene. Det er kynisk, iskoldt og et oprør mod Guds orden, når en ideologi forsøger at omskabe mennesket til et væsen, som ikke længere formår at kende og gøre forskel på katten og så sit eget barn og familie.
Måske forestiller Save Movement sig en paradisisk menneskeskabt verden, hvor ”Ulven” bor ”sammen med lammet”; ”… løven” skal æde ”strå som oksen”, mens det lille spædbarn ”leger ved slangens hule”, ligesom Esajas profeterede. Men Esajas paradisprofeti er ikke menneskets værk, for det er Guds Paradis. Kun Gud alene kan oprette paradiset, når Kristus kommer med magt og herlighed. Kristi komme står hverken til Save Movements aktivister, håbefulde idelister, politisk korrekte eller menneskets børn at kende. Den time kender kun Faderen, og den vil komme ligeså selvfølgeligt, som når figentræet eller æbletræerne springer ud ved sommerens komme.
Paulus har foregrebet, at mennesket kunne tage Bibelens tekster til indtægt for sine egne gode intentioner om at skabe Paradis på jorden, og her er Esajas profetien særdeles aktuel. Paulus svarer: ”Alt, hvad der tidligere er skrevet, er jo skrevet, for at vi skal lære af det, så vi med udholdenhed og med den trøst, som Skrifterne giver os, kan fastholde håbet.” Altså også fastholde håbet på, at Kristus sidder i dommersædet og ikke lader det være op til dagligdagens bekymringer at afgøre dommens dag. Dagliglivets bekymringer, som Kristus sidestiller med ”svir og drukkenskab”. Måske, netop for at undgå moralisme og idealistisk bevægelser som eksempelvis Save Movement, som påberåber sig en sandhed gennem gråd, der forblinder, forvrænger og sløver menneskenaturens situationsfornemmelse. Så lad os ikke sløre af den idealistiske paradisrus, men lade Kristus og Gud om at skabe paradiset og lad os da våge og bede til at Menneskesønnens komme, bliver en ”forløsning” og skøn som sommeren. Det er nemlig alene Gud, der i Kristus, har den sande kærlighed, som omfatter os alle – veganer eller ej. Med Menneskesønnens komme vil verden nok blive dømt; men vil alligevel være som en sommer, hvor ”Ingen volder ondt eller ødelæggelse …”, for som Grundtvig skriver i den sidste salme: ”… Med vor frelser, verdens dommer, følger evig sol og sommer.”