Prædiken til 7. søndag efter trinitatis


Dansk identitet og historie bygger på en stærk judæo-kristen arv. Kristendommen har sat sit præg på Danmark i mere end 1000 år. Hver søndag bringer 24NYT en prædiken. Vi har en række præster tilknyttet, som hver især deler deres forkyndelse af evangeliet med læserne. 


 

Denne hellige lektie skrives i Prædikerens Bog: Alting har en tid, for alt, hvad der sker under himlen, er der et tidspunkt. En tid til at fødes, en tid til at dø. En tid til at plante, en tid til at rydde. En tid til at slå ihjel, en tid til at helbrede. En tid til at rive ned, en tid til at bygge op. En tid til at græde, en tid til at le. En tid til at holde klage, en tid til at danse. En tid til at sprede sten, en tid til at samle sten. En tid til at omfavne, en tid til ikke at omfavne. En tid til at opsøge, en tid til at miste. En tid til at gemme hen, en tid til at kaste bort. En tid til at rive itu, en tid til at sy sammen. En tid til at tie, en tid til at tale. En tid til at elske, en tid til at hade. En tid til krig, en tid til fred. Hvad udbytte af sit slid har den, der foretager sig noget? Jeg så den plage, Gud har givet menneskene at plage sig med: Han har gjort alting godt og rigtigt til rette tid; han har også lagt menneskene verdens gang på sinde, dog uden at de kan finde ud af noget som helst af, hvad Gud gør.

Prædikerens Bog 3,1-11

* Epistlen skriver apostlen Paulus til romerne: Så er der da nu ingen fordømmelse for dem, som er i Kristus Jesus. For livets ånds lov har i Kristus Jesus befriet mig fra syndens og dødens lov. Det, som loven ikke kunne, fordi den kom til kort på grund af kødet, det gjorde Gud: Han sendte sin egen søn i syndigt køds lighed og for syndens skyld og fordømte dermed synden i kødet, for at lovens krav skulle opfyldes i os, som ikke lever i lydighed mod kødet, men i lydighed mod Ånden.

Romerbrevet 8,1-4

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Jesus sagde: »En discipel står ikke over sin mester, og en tjener ikke over sin herre. Det må være nok for en discipel, når det går ham som hans mester, og for en tjener, når det går ham som hans herre. Har de kaldt husbonden Beelzebul, hvor meget snarere da ikke hans husfolk! Frygt derfor ikke for dem. For der er intet hemmeligt, som ikke skal åbenbares, og intet skjult, som ikke skal blive kendt. Hvad jeg siger jer i mørket, skal I tale i lyset, og hvad der hviskes jer i øret, skal I prædike fra tagene. Frygt ikke dem, der slår legemet ihjel, men ikke kan slå sjælen ihjel, men frygt derimod ham, der kan lade både sjæl og legeme gå fortabt i Helvede. Sælges ikke to spurve for en skilling? Og ikke én af dem falder til jorden, uden at jeres fader er med den. Men på jer er selv alle hovedhår talt. Frygt derfor ikke, I er mere værd end mange spurve.«

Matthæusevangeliet 10,24-31

751 Gud ske tak og lov

375 Alt står I Guds faderhånd

588 Herre gør mit liv til bøn

379 Der er en vej

363 Lov pris og tak at du har givet 

Der kommer en dag

Pigernes latter og lyse hår, leg som får aldrig ende, lyder ordene i en dansk sommersang. En hyldest til den danske sommer, når den er allerbedst, en lovprisning af de lyse nætter, sol over grønne sletter og køer og får på græs. Og når man netop nu bevæger sig rundt mellem bølgende, gule kornmarker, med en uendelig blå himmel over sig, kan det virkelig føles og se ud som om livet er en lang leg (medmindre man er landmand og mangler regn). For der er noget legende let over sommeren. Alting er ligesom mindre alvorligt. Glemt er de mørke novemberdage og morgenerne med is på bilen og det indfanger sangen fint.

LÆS OGSÅ:  Ugens prædiken: Vejen, sandheden og livet

Men alting har en tid. Også sommeren. Og legen. Legen får en ende. Og livet er IKKE en leg. Det ved vi også godt inderst inde, selvom vi ofte drømmer og længes om Legen der aldrig får ende, og hvor drømme og længsler om lethed og leg kan være udmærkede, kan det faktisk være farligt, hvis man bilder sig selv og andre ind, at livet grundlæggende er en leg.

Men måske har vi levet trygt og godt så længe, at vi har glemt det? Jeg kom til at tænke på en BØRNESANG fra 1970’erne som lyder: ”Hvis du ser en krokodille i dit badekar/ skal du ikke blive bange, for den er så rar,/ hvis du gir den en kop kaffe og en god cigar.” Mine børn kender den også selv om jeg næsten er sikker på at det ikke er mig der har lært dem den. Så det må være en sang, man stadig synger i børnehaven

Hvor så livsfarlig en indgangsvinkel til koldblodige rovdyr kommer fra, kan man undre sig over. Hvordan kan det være, at vi lærer børn, at det farlige slet ikke er farligt, når det kommer til stykket. Alt, hvad der tilsyneladende vil os det ondt, har i virkeligheden bare brug for, at vi lærer det at kende og giver det kærlighed. Hvis man er bange for noget, er det i virkeligheden noget inde i en selv, man frygter. Det farlige skal bare have en kop kaffe, så forsvinder det af sig selv. Men sådan er virkeligheden bare ikke. Farlige ting forsvinder ikke, fordi man giver dem en kop kaffe.

Jeg siger ikke dette for at være lyseslukker. Men der er faktisk god grund til at tage sig i agt for det, der er farligt. Man skal ikke gå rundt og frygte hele tiden. Men det der ER farligt, skal man frygte.

Det er også det budskab Jesus sender sine følgere ud i verden med, i den tekst jeg lige læste. Det afsnit jeg læste, er en del af en længere tale, en udsendelsestale. Ord som Jesus taler til sine disciple inden de skal sendes ud i det mægtige romerske rige med budskabet om ham. Et budskab der kommer til at koste de fleste af dem: forfølgelse, lidelser og til sidst en voldsom og alt for tidlig død. Akkurat som det kostede Jesus livet at fuldføre sin mission. Det kommer altså til at gå tjenerne, som det gik deres Herre.  Et andet sted i talen siger han: ”De skal udlevere jer til domstolene og piske jer i deres forsamlingshuse. I skal hades af alle på grund af mit navn.”  Så er de advaret. Men det er egentlig ikke alt det, de virkelig skal frygte. Det de skal frygte allermest er det, der slår sjælen ihjel.

Hvad vil det sige? Jo, det betyder, at der er noget der er værre end at dø. Det er egentlig det, vi mener når vi siger, at dette eller hint, kan vi ikke leve med. Det kan være forskelligt fra menneske til menneske, hvad det ER vi ikke kan leve med –  hvad det er, vi vil dø for.

Nogle danskere var villige til at dø i deres kamp mod nazismen. De kunne ikke leve med, at en brutal besættelsesmagt havde erobret deres land. Det ville være den evige død.

I den efterhånden mere end 20 år gamle film, Braveheart, møder vi den skotske frihedskæmper og helt William Wallace. Ved et afgørende slag mod englænderne råber han: I kan tage vores liv, men vores frihed kan I aldrig tage. De gjorde de så også. Tog hans liv. Men han døde sim en fri mand. På den mindesten der er rejst for ham i nærheden af det sted, hvor han til sidst blev henrettet, står der:  “Jeg siger dig sandheden, den bedste af alle ting er frihed, lev aldrig under lænkerne af slaveri, min søn”. Slaveriet var det William Wallace ikke kunne leve med. Det var det, der for ham var værre end døden.

LÆS OGSÅ:  25. søndag efter trinitatis

Ens kæres lidelser kan være en anden ting, der gør, at man gerne vil tage deres plads. Man vil dø for at de kan leve eller for at deres lidelser må høre op. For man kan ikke leve med deres smerte. Det slår sjælen ihjel. De fleste forældre der har stået med et meget sygt barn, ville nok med glæde give deres højre hånd, for at barnet kunne blive helbredt. Den der har siddet ved en syg eller døende ægtefælles alt for tidlige dødsleje, har nok også tænkt den tanke: kunne jeg dog bare tage lidt af den elskedes lidelser på mig.

At sjælens død kan være værre end legemets, vidner de mange holocaustofres beretninger om. Pinslerne de blev udsat for var forfærdelige: sult, kulde, slag og tørst. Men denne ihjelslåen af legemet var ikke engang det værste. Det værste var, at deres navn blev taget fra dem, og at de i stedet fik et nummer tatoveret på armen. Og det var ikke det at tatoveringen i sig selv var smertefuld. Nej, det var det at blive reduceret til et nummer. Til noget uden en sjæl. Ja, sjælen, det menneskelige, blev simpelthen frarøvet de ulykkelige. Og det var det værste. At sjælen blev slået ihjel.

For apostlene, for de første kristne, da ved vi, at det at afsværge troen på Den levende Guds søn, var værre end døden. For det ville dræbe deres inderste. Deres sjæl.

Det er det i øvrigt også for kristne rundt omkring i verden i dag. Hvor underligt det end lyder for os her i DK, så forfølges og myrdes kristne i dag dagligt for deres tro.

Modet til så alligevel at stå så fast på deres tro havde og har de netop fra disse ord vi også i dag mange tusinde år senere, lige har hørt. Ordene om ikke at frygte for legemet, men for sjælen. Det vil sige, at frygte det som slår ens inderste i stykker mere end noget andet. Men så til gengæld IKKE frygte alt det andet, fordi der er en himmelsk far der ser alt og hvis omsorg gælder selv den mindste fugl.

De vidste godt, at FRYGT IKKE (som i øvrigt står 365 gange i Bibelen) det ikke betød, at de skulle komme til at gå uskadt igennem dette liv. Men de kunne være frimodige og trøste sig med, at intet af det der overgik dem skete, uden at deres Fader i himlen så det.  Det gav dem det mod, der skulle til for at gå ud og forkynde evangeliet, at råbe det ud fra tagene, det som Jesus havde fortalt dem, så det glædelige budskab han kom med, kunne komme frem i lyset og ud til alle. Og de gjorde det, selv om svaret på deres forkyndelse ofte var sten og vrede tilråb og til sidst døden, fordi de vidste, at de havde en Fader i himlen, der ser alt, og at der er sådan noget som en himmelsk retfærdighed, selvom livet på jorden ikke går retfærdigt til.

Har man aldrig været udsat for nævneværdige uretfærdigheder eller lidelser her i livet, kan det måske være svært at forstå, hvad en himmelsk faders omsorg og retfærdighed skulle gøre godt for. Men faktum er, at denne tro gjorde de kristne uovervindelige i sidste ende. For selv ikke forfølgelse udelukkelse og mord kunne tvinge den nye tro tilbage. Dens tilhængere frygtede nemlig ikke døden, fordi de havde fred med Gud i Kristus. Fordi de havde hørt og læst en lærers ord til sin menighed: De ord vi lige har hørt: At der ikke er fordømmelse, for dem der er i Kristus.

LÆS OGSÅ:  Prædiken til 11. søndag efter trinitatis

De vidste nu, at magten bag deres liv var en kærlig magt. De vidste, at de nu uanset hvad, ville være i en kærlig Faders hånd, og at alting til sidst ville ende godt.

Den kristne tro på en kærlig far har givet 1000-vis af mennesker frimodighed og tålmodighed og fred til at leve livet her med sorger uretfærdighed og sygdom. I ansvar og i tro. Aldrig rædde for mørkets magt. Et liv ikke bare for dem selv, men et liv for andre. Et liv, hvor troen og håbet på en højere retfærdighed, gør det muligt at lide afsavn nu og her for andres skyld, fordi man har tilliden til, at alt i sidste ende tjener til det gode, for dem der elsker Gud og at Gud i sidste ende ville lade sin retfærdighed gennemtrænge alle.

Men hvorfor er det da så vigtigt, tænker vi måske. Hvorfor er håbet om en himmelsk retfærdighed, om en Gud der ser alt, og tæller alle hovedhår overhovedet afgørende?

Lad mig forklare: Jeg er næsten (men kun næsten) sikker på, at ingen af os, der er til stede her lige nu, har været udsat for den form for ubeskrivelig uretfærdighed og ondskab, som gør, at man nødvendigvis må tørste efter guddommelig retfærdighed. Ingen af os har gået omkring i en nedbrændt eksjugoslavisk landsby og ledt efter de forkullede lig af vores familiemedlemmer og venner. Ingen af os har været i en sibirisk gulag eller en koncentrationslejr og set andre mennesker blive gasset, slide sig ihjel eller dø af dysenteri. Men mange andre mennesker bliver stadig udsat for unævnelige grusomheder – får deres liv lagt i ruiner – af bødler, der ikke berøres af deres egne forbrydelser og ikke bliver stillet til ansvar for dem.

Det er så uretfærdigt, at det skriger til Himlen.

Hvis man prøver at se et af disse knuste mennesker i øjnene og forklare dem, at livet er en lang lys leg og at de bare skal komme videre, tror jeg, ordene vil klinge både hult og falskt for det menneske. Det eneste, man kan sige til sådan et menneske, der kan bringe bare en smule trøst og mening ind i hans tilværelse, er: Selvfølgelig er der sådan noget som guddommelig retfærdighed. Måske ikke her på jorden, men der er en dommer i Himlen. Der kommer en dag, da retfærdigheden vil ske fyldest.

Tænk engang, at mennesker har bygget dette hus, for at de der kunne komme at høre om en anden verden, hvor der er sådan noget som guddommelig retfærdighed. For at høre at der er en himmelsk Fader, der ser alt, selv den mindste fugl, når den falder til jorden, ser han. Også når legen stopper og sommeren er slut, ser han dig. Det er fra Ham, Jesu Kristi fader, at denne verden, vores verden henter lys og sit håb. Og vi har korset som vores tegn og som vores pant på alt det. Vi har kirken og gudstjenesten og vi har nadverens brød og vin som pant. Dette sted og de ord vi hører her, er vores sprækker ind til den anden verden. Det er en forsmag på den himmelske retfærdighed og den fred, vi en dag skal se i Guds rige. Amen

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)