Frygt Ikke
”Frygt ikke du lille hjord! thi jeres Fader har besluttet at give jer riget.”
Noget større end disse ord kan ikke siges til os mennesker. Al kristen forkyndelse er indeholdt i disse ord.
Vi har intet at frygte. Og hvorfor har vi ikke det? Fordi vi ved deltage i Guds hellige gudstjeneste tilhører den lille hjord.
”Frygt ikke du lille hjord, thi jeres fader har besluttet..”
Vi, den lille hjord, har Jesus som hyrde. Jesus er Faderens enbårne søn men ved at blive menneske har han også gjort sig til ét med hjorden og i dåben er vi blevet gjort til ét med ham. Derved har vi fået hans fader som vores fader.
Derfor er Gud for os ikke længere den blinde skæbnemagt eller den tyranniske herre, således som han er for ateister og muslimer, nej han er vores kærlige fader som ofrer sin egen søn i vores sted og for vores skyld.
”Frygt ikke du lille hjord thi jeres fader har besluttet….”
Og hvad har vores fader besluttet? Han har besluttet at give os riget.
Hvilket rige? Det rige som verden, såvel den synlige som den usynlige, blev skabt til at være. Det kærlighedens rige hvor skabningen i al evighed lever i Guds kærlighed.
Dette rige har vi mennesker mistet ved vore gerninger og vi mister det fortsat hver dag ved vore gerninger. Men dette rige har vi atter fået ved Jesu gerning for os. Derfor kunne han sige til disciplene og derfor kan han atter i dag sige til os: ”Frygt ikke, thi jeres fader har besluttet at give jer riget!”
Vi er Guds børn. Vi er borgere i Guds rige.
Når vi tror dette og derfor intet frygter, så er vi som tjeneren Herren finder vågen når han kommer.
Det er en gave så stor at alle andre tænkelige gaver bliver til intet ved den blotte nævnelse af denne. Derfor kan enhver som hører evangeliet, og som tror det aldrig få nok af at takke for det. Tak til Gud, lovprisning af Gud og bøn til Gud må for den kristne blive en del af det daglige åndedræt. Derfor kan en kristen altid kendes på at han beder og går i kirke.
Og lige så selvfølgeligt som takken må modet nødvendigvis være.
Når man allerede har borgerskab i Guds rige, når man hvert sekund af sit liv har den almægtige Gud som sin værner og kærlige fader, så kan man jo umuligt frygte noget som helst i verden.
Men det kristne mod kan aldrig være et fanatisk mod. Det fanatiske mod er falsk. Det er skabt af underskud. Skabt af at man føler man har ryggen mod muren og ingenting har at miste. Det er et ufrit slavemod. Terroristens mod.
Det kristne mod, derimod, er et overskudsmod. Den kristne behøver aldrig at føle han har ryggen mod muren. Heller ikke når han ganske bogstaveligt har det i denne verden.
Den kristnes mod er et frit mod. Den kristne er ved Jesu gerning blevet bundet til Gud og derved gjort fri i forhold til alle verdens magter.
Den kristne er derfor ikke blot modig, han er frimodig.
Nu til dags tror man at frihed er noget som samfundet skal skænke en eller som man kan kræve.
Men den sande frihed er ganske uafhængig af de ydre vilkår. Den sande frihed er frimodigheden og frimodigheden kan man altid have. Jesu disciple blev næsten alle fanget og slået ihjel. Men også i fangehullet og på skafottet bevarede de deres frihed og frimodighed.
De forkyndte sandheden og var derfor frie hvad de ydre vilkår så end var.
Modsat kan vi i nutidens samfund, hvor kristendommen atter er næstren forsvundet, se hvordan vi praler af at have et frit samfund, men at menneskene alligevel på mange måder er mere ufrie og mere ensrettede i dag end de har været i de seneste 1000 år.
Det skyldes blandt andet at man ikke længere hører evangeliet om frelseren som hang ensom og forladt på korset. Og om hans disciple og martyrer som holdt fast i sandheden trods alle forfølgelser.
Men også ind i vores tid lyder Jesu ord:
”Frygt ikke thi jeres fader har besluttet”
Frygt ikke denne verden. Sstol på Gud i Jesus kristus og på din egen samvittighed. Når du gør det, så har du – som Jesus siger – ”en uudtømmelig skat Himlene.”
Frygt kun Gud. Den bøn som jeg hver søndag begynder med at sige her på prædikestolen lyder:
”Lær mig, Herre, din vej, at jeg kan vandre i din sandhed;
vend mit hjerte til dette ene:
At frygte dit navn.”
Ordene er fra salme 86 i Det gamle Testamente. Vi skal vandre i Guds sandhed: Dvs. være tro mod sandheden og retfærdigheden.
Og det kan vi være når vores hjerte er vendt mod dette ene: ”At Frygte Guds navn”.
Gud skal vi frygte. Vi skal frygte og elske Gud.
Når vi gør det, så behøver vi i sidste ende intet at frygte.
Glemmer vi at frygte og elske Gud, så frygter vi i stedet denne verden.
Begynder vi at indrette os efter denne verdens kolde beregninger, så har vi alt at frygte, også fra Gud.
Men frygter vi Gud, så har vi så fast en borg at vi intet behøver at frygte i denne verden:
Som Grundtvig skriver:
Frygt ej for hvad verden kalder
sin nødvendighed af stål!
Anderledes herlig falder
ord på himlens tungemål.
Det betyder så også, at når man holder op med at tro på Gud, således som det i dag er så almindeligt, så begynder man at frygte denne verdens magter.
Så frygter man alt i det som verden kalder sin ”nødvendighed af stål”.
Så tør man ikke længere holde ryggen rank og gøre det som samvittigheden kræver. Så tør man ikke længere tale ret og sandhed.
Så bliver det bevidst eller ubevidst de kolde beregninger der bestemmer hvad man siger, tænker eller gør.
Så bliver menneskeslægten en slægt med bøjede rygge. Slaver at tidsånd, af de rigtige meninger, slaver af hvad naboen mon tænker, slaver af hvad de mægtige kræver af en.
Derfor er det også af denne grund i dag mere nødvendigt end nogen sinde at Jesu ord forkyndes:
”Frygt ikke, du lille hjord! thi jeres fader har besluttet at give jer riget.”
Fordi vi har modtaget Guds rige, derfor skal der også forlanges så+ meget desto mere af os.
Gud forlanger af os at vi skal være modige
Som Jesus slutter evangelieteksten til i dag:
”Enhver som har fået meget, ham skal man kræves meget af. Og den, der har fået meget betroet, skal der forlanges så meget mere af.”
AMEN