Op til det tyrkiske præsidentvalg i søndags har man i vestlige medier kunnet høre den samme fromme hymne, at det ville være det bedste for Tyrkiet, hvis præsident Tayyip Erdogan tabte valget til oppositionens kandidat Kemal Kilicdaroglu, som ofte bliver kaldt ’Tyrkiets Joe Biden’, hvilket i sig selv burde være en garanti for, at den mand aldrig bliver præsident for Tyrkiet. Vores medier og politikere går ud fra, at præsidentvalget vil være en demokratisk proces, hvor bedste mand vinder. Man har valgt at ignorere de seneste 20 års udvikling i Tyrkiet, hvor alle demokratiske processer og institutioner gradvist er blevet afviklet og erstattet af et islamisk totalitært styre, der er iklædt et demokratisk figenblad i form af et præsidentvalg.
Erdogan har alle dage været antidemokrat og tilhænger af et islamisk kalifat, men han lærte på den hårde måde at forstille sig og spille rollen som en mønsterdemokrat bagt i EU’s bageovn med alle de rigtige værdier. Da han som borgmester i Istanbul tilhørte det islam-konservative Velfærdsparti, reciterede han offentligt det berygtede digt, hvor ”moskéerne er vores kaserner, kuplerne vores stålhjelme og minareterne vores bajonetter!”. Det kostede ham fire måneders fængsel, hvor han i lighed med en vis anden fører i fængsel, fandt ud af, at ”jeg vinder magten på deres måde og kører derefter butikken på min måde”. Sådan fødtes den genopstandne demokratiske Erdogan, der nu i spidsen for Retfærdigheds- og Udviklingspartiet (AKP) prædikede frihed, fred og folkestyre. AKP kom til magten i 2003, og Erdogan blev premierminister. Det kunne han som straffet person egentlig ikke, men den regel fik han med gode forbindelsers hjælp omstødt.
Da Erdogan blev valgt til præsident i 2014, kastede han sin demokratiske maske og begyndte åbent at skubbe det moderne Tyrkiet tilbage til fortidens Osmanniske Imperium. Det tyrkiske militær ser sig selv som forvalterne af Kemal Mustafa Atatürks politiske arv, nemlig at forsvare et konservativt, demokratisk Tyrkiet mod kupforsøg fra reaktionære islamiske kræfter eller fra socialistiske revolutionære grupperinger. I 2016 havde en fløj i forsvaret fået nok af Erdogans tiltagende islamisering og forberedte en magtovertagelse, der skulle fjerne præsidenten og bringe landet tilbage på det rette demokratiske spor. Store dele af forsvaret ville dog ikke deltage, og kupforsøget blev slået ned næsten inden, det var begyndt. Enhver politiker ved, at man ikke skal lade en god krise gå til spilde. Erdogan udtalte da også offentligt, at ”det kupforsøg var en gave fra Allah!”. Så fulgte den store udrensning, der likviderede resterne af det demokratiske Tyrkiet.
60.000 embedsmænd blev fjernet fra deres poster. Også 21.000 lærere og 15.000 ansatte i uddannelsessektoren blev fyret sammen med 9.000 politifolk og 3.000 dommere. Hele 170 medier blev lukket. Tusindvis af borgere blev arresteret og langtidsfængslet uden lov og dom. Stadig sidder mere end 100 journalister i tyrkiske fængsler for uspecificerede anklager om ’terror mod staten’. Kristne og jøder bliver forfulgt og undertrykt. Kristne missionærer får deres bibler konfiskeret, fængsles og udvises af landet. Et ærligt og retfærdigt præsidentvalg kan efter dette systemskifte fra demokrati til kalifat ikke mere finde sted. Erdogan behersker i dag den fulde diktatoriske kontrol med det politiske apparat, medierne, politiet, dommerstanden, undervisningssektoren og forsvaret.
Ikke desto mindre diskuteres det i den vestlige presse, om det nu ikke bliver dommens dag over præsidentens lange synderegister. Han har ført Tyrkiet ud i et økonomisk morads med en inflation, der i oktober 2022 toppede med 200 procent. Det nylige jordskælv kostede 50.000 menneskeliv, fordi 80 procent af landets bygninger ifølge en parlamentsrapport fra 2021 er opført i modstrid med byggeregulativet, som omgås af korrupte politikere, der bestikkes for at tillade byggesjusk. Ifølge Oktan Ikinci fra Ankaras arkitektforbund ved man udmærket, hvordan man jordskælvssikrer: ”Det er bare ikke sådan, at vi bygger”, siger han. Alt dette er sket på Erdogans vagt, men han har fralagt sig ethvert ansvar og har forbudt de underkuede medier at kritisere regeringens håndtering af katastrofen. Alle Erdogans gyldne løfter om forplejning, økonomisk støtte og genhusning til ofrene er løbet ud i sandet. Tusinder af husvilde må stadig sove i det fri og må leve af sparsomme almisser fra det offentlige uden adgang til rent vand og elforsyningen.
Der er ingen tvivl om, at store dele af befolkningen i storbyer som Istanbul, Ankara og Izmir har fået nok af Erdogan og vil have ham skiftet ud med næsten hvem som helst. De er bare ikke mange nok. Langt de fleste af Tyrkiets 85 millioner store befolkning bor i landdistrikterne, hvor der hersker et helt andet værdigrundlag end i bysamfundene. Hvis man tager sin bil og kører østpå fra Izmir, skal man kun 10 kilometer ind i landet for at være 200 år tilbage i tiden. I landsbyerne går mændene på jagt efter fugle og vildsvin. De går til brydekonkurrencer og kamelkampe. Konerne skal bare gøre det, de er bedst til: at holde sig i baggrunden og lave mad samt føde børn. Her hersker de oldgamle osmanniske familie- og klanværdier, som Erdogan støtter og holder i hævd. Her er man ligeglad med inflation og jordskælv. Erdogan er landsbyernes fyrste. Han er garanten for de islamiske familieværdier. Ham svigter vi ikke.
Hvis ikke det lykkes systemet Erdogan at skrabe de sidste stemmer sammen, så han kan nå de krævede 50 procent af stemmerne for at forblive i præsidentpaladset, finder man nok de nødvendige stemmer i omvalget. Og hvis ikke, kan vi vente, at Erdogan som tidligere dekreterer omvalg på grund af ’uregelmæssigheder’. Og hvis det også kikser, er der jo altid Højesteret, hvis medlemmer Erdogan selv har udpeget og som nu kan udvise et passende mål af taknemmelighed. Der er således håb forude. Ikke for Tyrkiet, men for præsidenten.