Præstationssamfundet er en myte

Fortællingen om, at præstationssamfundet presser unge i deres stræben efter at præstere og klare sig godt i skolen, er overdrevet, idet mange elever er dovne og umotiverede, lyder det fra flere forskere ifølge Berlingske.

Der er en udbredt forestilling, at vi lever i et konkurrence- og præstationssamfund. Hver gang man kommer bagud med en aflevering og føler sig presset, så siger man, at det er præstationssamfundets skyld. De unge er ikke mere pressede end før i tiden. Det er bare blevet deres måde at sætte ord på et ubehag, som blev udtrykt på andre måder tidligere”, siger Lars Qvortrup, professor på Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse på Aarhus Universitet.

Steen Laugesen Hansen, som underviser på Solrød Gymnasium, er enig. ”Man har hørt meget om 12-talspiger og præstationssamfund, men det ser jeg intet af. Snarere det modsatte. Præstationskulturen lever i hvert fald kun blandt et lille mindretal af eleverne. Jeg har også talt med kolleger, som mener, at præstationssamfundet er medieskabt”.

Når der er så mange umotiverede og dovne elever på gymnasierne, skyldes det, at de er optaget en masse ud fra den socialdemokratiske devise om, at ”alle skal have en chance”. ”Når man lukker så mange ind, må man regne med, at en del af dem slet ikke er egnede til at gå der. De har bare valgt gymnasiet, fordi alle andre gør det”, siger Niels Egelund, professor på Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse på Aarhus Universitet.

Det danske velfærdssamfund er bygget op omkring en lighedstankegang. ”Ambitioner, flid, arbejdsomhed og viljen til at ville noget har det skidt i det danske samfund. Det ligger dybt i den danske folkesjæl, at man ikke må være nummer et. Det gælder om at være på niveau med de andre. Danskerne bryder sig ikke om konkurrence”, siger Niels Egelund.

Danskerne bryder sig ikke om, at nogen tilhører eliten, præsterer, hævder sig og er dygtigere end gennemsnittet, fordi det strider mod vores nordiske anti-elitære natur.  Vi er så bange for ulighed, at vi kører efter laveste fællesnævner og peger fingre ad folk med store armbevægelser og vilde ambitioner.

Da Autobutler i 2014 vandt EY-prisen, fortalte firmaet CEO forsamlingen af virksomhedsledere, at Autobutlers mål var at blive størst, ikke bare i Danmark, men i resten af verden. Han blev mødt af en nervøs latter, for i Danmark er det ikke god tone at have den slags storladne visioner.

I lighedssamfundet Danmark konkurrerer man ikke, og hvis man endelig konkurrerer, så gør man det kun officielt i oplagte konkurrencer som løb, fodbold og popmusik, for her kan alle være med. Mens fodboldstjerner og popstjerner er tidens helte og gerne må tjene store summer, må de dygtige erhvervsledere ikke spinde guld på talentet og årtiers hårdt arbejde.

Skal man sammenfatte det danske DNA, er det en kombination af selvtilfredsheden, middelmådigheden, manglende sult efter succes, jantelovskulturen og mageligheden. Skal man sammenfatte det danske DNA ultrakort, er det: ”Godt nok er nok”.

Fortællingen om, at lighedssamfundet Danmark presser unge i deres stræben efter at præstere og klare sig godt i skolen, er derfor en myte. Det er imidlertid en myte, der er svær at slå ihjel, for danskerne elsker at lyve for sig selv og hinanden.

André Rossmann