Fra 1. februar 2021 kommer det til at koste 1.085 kr. at ansøge om våbentilladelse til skydevåben.
Afgiften for ansøgning om våbentilladelser til skydevåben stiger fra 1. februar 2021 til 1.085 kr. Med stigningen kommer det til at koste godt 100 kr. om året at have tilladelse til en jagtriffel.
Den nye sats er resultatet af, at de nuværende to afgifter fastlagt i 1990 bliver forenklet til ét fast beløb, som i samme ombæring bliver hævet til 2020-niveau. Dermed stiger prisen for en våbentilladelse fra de nuværende 840 kr. for det første våben og 420 kr. for de følgende til 1.085 kr. pr. våben.
Stigningen indgår i finansieringen af den nye flerårsaftale for politiet, som netop er faldet på plads og forudsætter en lovændring, som aktuelt er under behandling i Folketinget.
Skil dig af med overflødige våben
Formålet med afgiften er både at dække en del af politiets omkostninger til behandlingen af ansøgninger om våbentilladelse og at begrænse antallet af våben i samfundet.
”Hvis man ligger inde med våben, man ikke længere bruger og derfor ikke vil betale ekstra for at have, kan man bruge afgiftsstigningen som anledning til at skille sig af med dem – fx ved at sælge dem eller indlevere dem til destruktion på en politistation. Dermed bidrager man også til det politiske mål om at nedbringe antallet våben i omløb,” siger afdelingsleder i politiets våbenafdeling, Jesper Byskov.
Han opfordrer samtidigt borgere, der ønsker vejledning om, hvad ændringen kommer til at betyde for dem, til at ringe til våbenafdelingen på tlf. 70 20 14 73.