Lærere og politikere ser gennem fingrene med, at radikalisering af børn er et særdeles skadeligt overgreb, mener psykolog.
Kommentar af Nicolai Sennels, børnepsykolog og forfatter
Jeg har svært ved at forestille mig noget værre end forældre, der radikaliserer deres børn.
Radikalisering af børn sender dem på en livsrejse fyldt med had og en ofte forkrøblet tilværelse.
Had til ikke-muslimer rammer særlig hårdt, hvis barnet vokser op i et ikke-muslimsk land. Det får dermed ødelagt muligheden for sunde, tillidsfulde relationer til dets omverden. Dette får igen negativ betydning for barnets trivsel og sociale udvikling.
Hvis man vil forstå årsagen til de mange ulykkelige skæbner og kriminelle subkulturer blandt indvandrere, er man nødt til at forstå de psykologiske konsekvenser af radikalisering. Desværre er det et fænomen, som integrationsindustrien uden skelen til børnenes ve og vel, går en stor bue udenom.
Måske fordi det vil indebærer nysgerrighed på islams psykologiske indvirkning på børn. En indvirkning, der ifølge et stort tysk forskningsprojekt, bygget på interviews med hele 45.000 teenagere, gør børnene mere voldelige.
Som pædofili
Psykologisk er radikalisering så ødelæggende, at jeg mener at det bør betragtes som et overgreb på linje med pædofili.
Derfor mener jeg også, at det lovmæssigt bør straffes ligeså hårdt, som når folk forgriber sig seksuelt på børn: Fængsel til overgriberen og tvangsfjernelse af barnet.
Desværre har politikerne indtil videre ikke haft øje for den menneskelige smerte og den psykologiske fejludvikling, radikalisering kan forårsage. Derfor kan tusinder af herboende indvandrerforældre fortsat ustraffet radikalisere deres børn med alvorlige samfundsmæssige konsekvenser til følge.
Ødelægger evnen til medfølelse
Undersøgelser peger desværre på, at stadigt flere forældre radikaliserer deres børn. For eksempel er antallet af unge i København, der ønsker demokrati erstattet med de brutale islamiske love, sharia, steget fra 24 procent i 2016 til 31 procent i 2018.
Indlært had til anderledes troende nedsætter børnenes empati, hvilket gør det svært for dem at udvikle medfølelse og følelse af samhørighed.
Det psykologiske skridt til at gøre ondt på anderledes troende bliver dermed kortere, uanset om det gælder gemen kriminalitet eller terrorisme i dens værste former.
Myndighedernes ligegyldighed
Mange pædagoger og lærere er desværre for uvidende og politisk korrekte til at tolke signalerne og handle på dem.
Lovgiverne opfører sig, som om radikalisering slet ikke er at betragte som et overgreb.
Og imens opdrager indvandrerforældre og deres efterkommere næste generation af sharia-tilhængere.