Når Ukraine-krigen bliver diskuteret, er der desværre en tendens til at anføre moralske overvejelser. Putin er usædvanligt ond, nærmest en ny Hitler, der har knust det spirende russiske demokrati og har for vane at slå sine politiske modstandere ihjel. Det kan alt sammen være rigtigt nok, men på hvilken måde påvirker Putins ondskab situationen på slagmarken eller Ukraines mulighed for at vinde?
Hvis krigeriske konflikter blev afgjort ved, at de gode (som havde ret) besejrede de onde (som havde uret), ville verden se meget anderledes ud. Uheldigvis lever vi i den virkelige verden, hvor realpolitikken gælder.
Også jeg finder det ønskeligt, at russerne bliver smidt ud af Ukraine og respekterer landets grænser, men som tilhænger af den realistiske skole – til forskel fra den moraliserende – må jeg spørge, hvordan man forestiller sig, at det skal gå til. Man må vel have et klart krigsmål samt anvise en vej til at nå dette mål, ellers ender det hele med meningsløse slagterier.
Og når vi nu taler om stormagtsledernes moral, er Joe Bidens moral så egentlig bedre end Vladimir Putins? Ikke ifølge et flertal af de republikanske vælgere i Iowa, der ifølge en netop foretaget meningsmåling sammenligner Bidens Amerika med Hitlers Tyskland (mere om det senere).