Putin kræver betingelsesløs overgivelse i Ukraine

Af Lars Hedegaard.

Mange finder det bedst at afholde sig fra at kommentere krigens gang i Ukraine. Dels fordi det er svært for udenforstående at vide, hvad der foregår, eftersom begge krigens parter lyver. Det bør ikke komme bag på os, for sådan plejer det at være, når der er krig. Men hertil kommer, at ethvert udsagn om Ukraine uvægerligt bliver mødt med rasende indvendinger fra herboende Kreml-sympatisører. Heller ikke det er overraskende, for selv under den værste stalinisme – med sine skueprocesser og kz-lejre – nød Stalin opbakning blandt mange vestlige intellektuelle.
På det seneste har vi også hørt fra hjemlige ”nationalkonservative”, der anbefaler Ukraines regering at slutte fred med Putin og acceptere landafståelser samt andre smertelige indrømmelser.
I den forbindelse er det interessant at bemærke det seneste udspil fra den russiske ledelse, som den 26. juli bekendtgjorde, at Rusland vil indstille sine militære operationer i Ukraine, så snart Kyiv overgiver sig. Den statslige nyhedstjeneste, TASS, citerer Kremls talsmand, Dimitrij Peskov, for den udtalelse, at Ukraine simpelthen skal nedlægge våbnene samt acceptere en række andre russiske krav. Landet skal altså overgive sig betingelsesløst, ellers vil Rusland ikke indstille krigshandlingerne.
Jeg ved ikke, hvad vore nationalkonservative venner siger til, at en forhandlingsfred åbenbart er umulig.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)