Østjyllands Politi fik i nat kl. 3.45 en anmeldelse om, at der var udbrudt brand i rådhuset på Torvet i Grenaa.
Brandvæsnet fik slukket branden, men der er sket omfattende røg- og brandskader på dele af rådhuset.
Østjyllands Politi er nu i gang med at efterforske, hvordan branden er opstået – heriblandt om den evt. kan være påsat.
Det indebærer blandt andet, at der skal laves en brandstedsundersøgelse, og politiet har derfor p.t. spærret rådhuset af, mens undersøgelsen er i gang.
Det er endnu for tidligt at sige noget om brandårsagen, og Østjyllands Politi har derfor ikke yderligere kommentarer til sagen p.t.
Har man oplysninger om branden, bedes man ringe 114.