RASMUS PALUDAN – DEN SPEJLVENDTE PROVOKATØR

Af Asger Aamund. Udgivet på aamund.dk

Vi bliver alle oprørte og vrede, hvis man forhåner eller ødelægger værdier og symboler, der betyder noget for os. Det kan være offentlig afbrænding af Dannebrog, grundloven, bibelen eller fotos af vores familie. Vi protesterer, vi klager, vi argumenterer og vi udstiller gerningsmændene på de sociale medier. Men vi myrder ikke provokatørerne, stener politi og brandvæsen eller stikker ild på biler og butikker. Vi holder os inden for rammerne af demokratiet og retsstaten. I islam gælder der andre regler. Uanset om vi er i Pakistan eller Sverige, anerkendes den sekulære forfatning ikke, hvis den kolliderer med sharia, Allahs egen lov og egne ord nedfældet i islams tre hellige skrifter, koranen, hadith og sira. Islams tre ’testamenter’ der styrer både det islamiske samfund og den enkelte muslims liv fra vugge til grav. Enhver oplevet provokation af personkulten omkring profeten Muhammed eller de hellige skrifter er blasfemi og straffes med døden. 

Når Rasmus Paludan i disse dage afbrænder koraner i flere svenske byer, giver islam frit slag til hævnens stormtropper. Kan man ikke få lynchet Paludan, må man nedkæmpe dem, der beskytter ham. Ifølge koranen er der plads i himlen til jihad-kæmpere, der er mislykkedes, men som har gjort deres bedste for Allahs sag. Viljen ser Vorherre på, og i disse dage er der ikke mangel på islams viljestyrke i Sverige, hvor tv-billederne får os til at tvivle på om reportagen er fra Malmø eller Mariupol. En pan-europæisk meningsmåling foretaget for nogle år siden af amerikanske PEW påviste, at et flertal af muslimer i de største EU-lande ønskede at leve efter sharia-loven og ikke efter forfatningerne i de respektive lande. I Danmark viste en Wilke-måling for Jyllandsposten fra 2015, at hele 77 procent af danske muslimer ønskede grundloven udskiftet med sharia-loven. Der kom ingen reaktion fra hverken politikere eller medier. Herregud, det var jo bare den sædvanlige islamiske retorik. Der er vist ikke rigtig noget at komme efter.

LÆS OGSÅ:  PÅ VEJ IND I EU’S FORSVARSFÆLDE

Rasmus Paludans motiver for at drive Sveriges muslimer til vanvid med sine afbrændinger af koranen kan være mange. Selv siger han, at hans demonstrationer skal påvise, at myndighederne i Sverige har tabt kontrollen med samfundet, der nu er underlagt voldsmandens veto. Det kan han godt have ret i, når man hører politichefen i Malmø forklare, at gerningsmændene til ugens vold og ildspåsættelser tilhører ’blandede grupperinger af unge og yngre mennesker’. Ikke et ord om islam. Man kan også se Paludans provokationer som et præcist spejlbillede af de forfølgelser og ydmygelser, kristne dagligt udsættes for i hele den islamiske verden.

 Ifølge organisationen ’Open Doors’ er 300 millioner kristne i dag udsat for undertrykkelse og forfølgelse især i de islamiske samfund.  I Egypten bliver de koptiske kristne permanent forfulgt og deres kirker nedbrændt uden at myndighederne reagerer. I Saudi-Arabien er det forbudt offentligt at praktisere sin kristne tro. Bærer man et kristent kors om halsen, bliver man anholdt og dømt for ’terrorisme’. Muslimer, der bliver kristne, dødsdømmes. I Tyrkiet udvises nu alle kristne prædikanter. Missionærer, der uddeler bibler offentligt, arresteres og udvises. Talibaniseringen af Pakistan har resulteret i afbrænding af kristne skoler og kirker. Kvinder æresdræbes, hvis de fraterniserer med kristne og hinduer. Selv muslimske kvinder får kastet syre i ansigtet, hvis ikke de er passende tildækket.

Det er forståeligt, at flinke demokrater bliver voldsomt forarget over Paludans barske provokationer. Men det er topmålet af hykleri og dobbeltmoral, at medier, politikere og kirkens folk er totalt ligeglade med islams brutale undertrykkelse af kristne og andre ikke-muslimer. I de vestlige demokratier har islamiske migranter nøjagtig de samme rettigheder og privilegier som alle andre borgere, sådan som det skal være i et retssamfund. Det er på tide, at islam fejer for egen dør og sidestiller ikke-muslimer med muslimske borgere i de islamiske samfund. Retten til tro, tænke og ytre sig i frie og trygge rammer er en menneskeret. Ikke et privilegium for muslimer. Indtil islam får taget sig sammen og sætter reformer i gang, må islam finde sig i Paludans kontra-provokationer. Muslimerne ligger som de har redt.