Meget bliver sagt om den dansk-svenske politiker og hans strategi – som regel noget negativt. Men han har i hvert fald haft held til at sætte tidens vigtigste problem, nemlig islamiseringens trussel, under debat. Til og med i den svenske rigsdag, hvor den socialdemokratiske regering netop er kommet under hård kritik for at lade den muslimske pøbel herse og regere uden at sætte ordensmagten ind. Socialdemokraterne vedkender sig som forventeligt ingen skyld for massetilstrømningen af statsfjender, men kalder deres kritikere nazister.
Det svenske tidsskrift Kvartal har netop udsendt et timelangt interview med Paludan, som har affødt følgende kommentar i Snaphanen.dk: ”Ikke mange ville have givet Rasmus Paludan en times taletid med løfte om ikke at redigere noget bort, det vil sige bruge taletiden til at sætte en politisk dagsorden imod ham. Det gør [intervieweren] næsten her, kun antydningsvis virker det som om, han forsøger at lokke Paludan ud på en limpind, men som man hører, skal man stå tidligt op for at lykkes med det. Med en blanding af syleskarp logik og en sær uskyld, parerer han enhver antydning til angreb, så det alt i alt bliver en udsøgt fornøjelse at lytte til. Kan stærkt anbefales.”
Jeg kan helt tilslutte mig denne vurdering. Blandt andet er jeg imponeret af hans begavede afvisning af, at han skulle have det ringeste til fælles med nazismen.
Endnu mere tankevækkende – og måske overraskende – er hans svar på spørgsmålet, hvad han vil gøre, hvis et muslimsk parti skulle vinde flertal i rigsdagen – en situation, som man udmærket kan forestille sig bliver virkelighed om få årtier. Skal man så ikke som god demokrat bøje sig for flertallet?
Hertil svarer Paludan, at hvis et muslimsk parti skulle komme til magten, er demokratiet allerede afskaffet. I så fald vil der nemlig ikke blive udskrevet flere valg. Spørgsmålet er derfor meningsløst.
Efter interviewet sidder man tilbage med den tanke, at Danmarks største sikkerhedspolitiske udfordring ikke er Rusland, men Sverige, hvor et voldskalifat er under opbygning og næppe kan undgå at få alvorlige konsekvenser på vores side af Øresund.